Flotte seertal til boksning

22. november 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

Anden omgang af TV 2 Fight Night hævede seertallene betragteligt. 600.000 danskere så Patrick Nielsens og Rudy Markussens kampe.

Der var flotte seertal til lørdagens TV 2 Fight Night - her Patrick Nielsen i et blodigt opgør mod Adnan Salibu.


At boksning er godt fjernsyn er flere gange blevet bevist på TV 2. Således også i lørdags, hvor TV 2 Fight Night igen løb over skærmen med masser af spændende kampe.

TV 2s boksesatsning kom fornuftigt fra start ved premieren i maj, men til lørdagens stævne var seertallene betragteligt højere. Således fulgte gennemsnitligt 565.000 danskere stævnets tre hovedkampe med Patrick Nielsen, Rudy Markussen og Kasper Bruun.

- Det viser med stor tydelighed, at der er interesse for topboksning i den bedste sendetid, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.

Rudy Markussens kamp mod serberen Dejan Ribac blev set af gennemsnitligt 620.000 danskere, mens Patrick Nielsens blodige fight mod den ubesejrede svensker Adnan Salibu blev fulgt af 593.000 seere. Endelig havde Kasper Bruun 521.000 seere til sin kamp mod talieneren Massimiliano Chiofalo.

Sammenligner man med seertallene til de tre hovedkampe tilbage i maj, lå det gennemsnitligt på 432.000 seere - så en stigning på hele 31 procent.

- TV 2 Fight Night er et projekt, som vi tror på, og troen bliver ikke mindre med seertallene fra i lørdags. Det er en satsning, som stadig er i opbygningen, og derfor er det rart at se, at vi allerede fra første til andet stævne hæver seertallene, som vi gør. Nu glæder vi os bare til forsættelsen i 2011, siger Frederik Lauesen.

Stævnerne i 2011 er planlagt til 12. februar, 2. april, 21. maj, 3. september og 29. oktober.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}