EM-festen rundede 2,5 mio. seere

Danmarks semifinale og finalen blev EM-slutrundens mest sete kampe – over 2,5 mio. danskere fulgte med i de sidste minutter af semifinalen.

Dansk jubel hos Ulrik Wilbek og spillerne efter fredagens semifinalesejr. (Foto: Lars Rønbøg / TV 2)

Det netop overståede EM i herrehåndbold i Danmark var ikke alene en publikumsmæssig og sportslig succes. Også på tv-skærmen var der feststemning, viser de offentliggjorte seertal fra Gallup.

Fredagens semifinale mod Kroatien og søndagens finale mod Frankrig blev EM-slutrundens mest sete kampe med henholdsvis 2.228.000 og 2.251.000 seere (gennemsnit af kampenes to halvlege). Finalens seertal er hermed det næsthøjeste nogensinde til en håndboldkamp på TV 2 – kun overgået af håndboldherrernes EM-finale i 2012 med 2.268.000 seere.

Til gengæld var det semifinalen mod Kroatien, som toppede med det højeste antal seere i slutningen af kampen. Da flest så med på Hele Danmarks Hjemmebane, var seertallet over 2,5 millioner.

Højeste tidsforbrug pr. dansker på en EM-slutrunde
Hver dansker på tre år og derover har i gennemsnit brugt otte timer og otte minutter på at følge EM, og det er det højeste seerforbrug på en EM-slutrunde nogensinde.

- En fantastisk slutrunde er overstået, og det er med stolthed, jeg ser tilbage på de seneste to uger. TV 2 Sporten har som host broadcaster leveret tv-transmissioner i topklasse til hele verden, og TV 2s egen dækning har strålet af faglighed, begejstring og et kæmpestort engagement, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, og fortsætter:

- De store sportsevents sendes på TV 2, fordi vi her kan samle danskerne om fælles oplevelser. EM i Danmark vil i flere år stå som et flot symbol på, hvad arrangører og tv-selskaber kan levere, når vi er bedst, og når en stor opgave skal løses.

Over 1,6 mio. danskere fulgte med i søndagens præmieoverrækkelse, hvor de skuffede danske spillere blev hædret af publikum for deres EM-sølvmedaljer. Danmarks EM-håndboldkampe blev i gennemsnit set af 1.822.000 danskere på TV 2.