Dokumentar: Når angst ødelægger familier

10-årige Signe lider af generaliseret angst. Hun er bange for næsten alt: Levende lys, at køre i elevator, begå fejl og tale højt i skolen. (Fotos: Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn / TV 2)

Følg to af de unge danskere, der lider af angst, i den nye TV 2-dokumentar 'Mor, jeg er bange' torsdag 1. juni.

Alle børn oplever angst, men for nogle børn tager angsten overhånd i sådan en grad, at det bliver et altødelæggende problem for dem selv og deres familie. Angsten kan blive så hæmmende, at børnene isoleres, og angsten bliver en hindring for at få en normal barndom og et normalt socialt liv. Hvis der ikke tages hånd om det i tide, kan det i værste fald føre til andre lidelser som f.eks. depression og blive meget svær at komme af med. 

I en ny TV 2-dokumentar 'Mor, jeg er bange', der sendes torsdag 1. juni klokken 20.00, følger vi to danske børn, der kæmper med at komme angsten til livs. 

I Danmark har op mod 100.000 børn og unge - svarende til op mod 10 procent af de danske børn - en angstlidelse. I flere tilfælde er børnenes angst så voldsom, at de ikke kan leve en normal hverdag. De tør f.eks. ikke tage i skole eller er panisk angste for at være adskilt fra deres forældre.

'Mor, jeg er bange' kan også ses på TV 2 PLAY, hvor programmet vises i to afsnit. Heri medvirker yderligere et barn, der lider af angst, og som ikke er en del af torsdagens TV 2-program.

Laura på 10 år kæmper med katastrofetanker og separationsangst. Hvis begge Lauras forældre er taget afsted uden hende, bliver hun panisk angst. Her er hun med sin mor.

Angsten for at miste
I TV 2-dokumentaren møder vi Laura og Signe, begge 10 år. Laura kæmper med katastrofetanker og separationsangst. Hvis begge Lauras forældre er taget afsted uden hende, bliver hun panisk angst. Hun er bange for, at der skal ske dem noget. I desperation græder og råber hun på hjælp, indtil de begge er hjemme hos hende igen.

Signe på 10 år lider af generaliseret angst. Hun er bange for næsten alt: Levende lys, at køre i elevator, begå fejl og tale højt i skolen. Desuden er hun skrækslagen for den årlige lejrtur med klassen, der ligger lige rundt om hjørnet.

Pigernes angst betyder samtidig, at deres forældre bliver totalt låst i deres liv, fordi alting skal indrettes i forhold til ikke at gøre noget, der kan gøre deres barn bange. 

Se angsten i øjnene
I 'Mor, jeg er bange' ser man, hvordan familierne med hjælp fra to psykologer langsomt får bearbejdet børnenes angst ved under kontrollerede forhold og med ganske små skridt at begynde at se angsten i øjnene. Ved at opleve, hvordan børnene kæmper, og hvor indgribende angsten er i familiernes liv, gør dokumentaren os klogere på et fænomen, som i stigende grad fylder hos danske familier.

Dokumentaren stiller samtidig spørgsmålet, hvorfor børn slås med angst, og hvordan vi som forældre skal forholde os til den for at hjælpe børnene bedst muligt?

'Mor, jeg er bange' er tilrettelagt af Mette Andkjær Hansen og Anders Riis-Hansen og er produceret af Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn med støtte fra Public Service Puljen.

Se trailer for 'Mor, jeg er bange' herunder.