CHARLIE-succesen ’Sommerdahl’ vender tilbage med en sæson 2

Når 'Sommerdahl' vender tilbage med en sæson 2, bliver det fortsat med Peter Mygind (i midten), André Babikian og Laura Drasbæk i hovedrollerne. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

Når 'Sommerdahl' vender tilbage med en sæson 2, bliver det fortsat med Peter Mygind (i midten), André Babikian og Laura Drasbæk i hovedrollerne. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

22. april 2020;
Af: Ursula Holton, TV 2 Kommunikation

Nu er der godt nyt til de mange seere, som følger med i ’Sommerdahl’. Den populære krimiserie på TV 2 CHARLIE vender nemlig tilbage med en sæson 2.

Siden premieren på ’Sommerdahl’ i starten af marts har mere end en halv million danskere hver uge fulgt politiinspektør Dan Sommerdahl og hans arbejde for drabsafdelingen i Helsingør Politi. Og nu kan de mange krimiglade seere glæde sig til endnu en sæson med mystiske mordgåder og intenst kærlighedsdrama i det nordsjællandske sommerland. Den populære krimiserie vender nemlig tilbage til skærmen med en sæson 2.  

Nye mordgåder og endnu mere kærlighedsdrama
Pernille Bech Christensen, executive producer i TV 2 Fiktion, glæder sig over, at CHARLIE kan give seerne meget mere ’Sommerdahl’. 

- Den flotte modtagelse blandt seerne tyder på, at vi er lykkedes med at skabe et dansk krimiserie-univers, som særligt er udviklet til TV 2 CHARLIE. Derfor er vi meget begejstrede over, at vi kan give seriens mange seere en fortsættelse i selskab med de tre fantastiske hovedkarakterer spillet af Peter Mygind, André Babikian og Laura Drasbæk, fortæller Pernille Bech Christensen og fortsætter:

- Manusarbejdet er i fuld gang, og det tegner til at blive endnu en sæson fuld af stærke krimiplots. Og uden at afsløre for meget kan jeg godt fortælle, at vores tre hovedkarakterers indbyrdes relationer bliver sat yderligere på prøve. Derudover kan jeg sige, at vi holder fast i seriens DNA; Vi er fortsat i dejlige Helsingør, som med sine ikoniske og smukke naturomgivelser tilfører en helt bestemt stemning til serien.

Peter Mygind spiller rollen som Dan Sommerdahl, hvis høje arbejdsmoral har konsekvenser for ægteskabet med konen Marianne, spillet af Laura Drasbæk. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)

Solgt til otte europæiske lande
Det er ikke alene i Danmark, seerne og brugerne følger med i ’Sommerdahl’. Seriens første sæson er også solgt til en række europæiske lande, nemlig Tyskland, Sverige, Norge, Frankrig, Holland, Schweiz, Luxemburg og Belgien.

Peter Mygind spiller hovedrollen som politiefterforsker Dan Sommerdahl, der sammen med sin ven og makker Flemming Torp (spillet af André Babikian) opklarer kriminalsager i og omkring Helsingør. Samtidig kæmper Dan for at holde sammen på ægteskabet med sin kone, Marianne, som spilles af Laura Drasbæk. Første sæson har desuden haft Peter Gantzler, Lotte Andersen, Mathias Käki Jørgensen, Laura Kjær, Julie Rudbæk, Lisbet Lundquist og Lars Bom på rollelisten.

Lolita Bellstar er hovedforfatter på ’Sommerdahl’, Kenneth Kainz er seriens konceptuerende instruktør, mens Janni Helleskov er producent. ‘Sommerdahl’ er produceret af Sequoia Global Alliance i co-produktion med ZDF & Dynamic Television i samarbejde Neue Deutsche Filmgesellschaft med støtte fra Copenhagen Film Fund, Creative Europe – Media Programme of the European Union og Helsingør Kommune.

Første sæson af ’Sommerdahl’ sluttede søndag 19. april på TV 2 CHARLIE, men hele serien kan ses på TV 2 PLAY.

Læs mere om første sæson her og her.

 

 

Billede {0} af {1}