Blomsterberg og Laudrupklar til ”Vild med dans”

19. august 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Konditor Mette Blomsterberg og fodboldspiller Mads Laudrup er to af årets nydansere i TV 2s store underholdningsshow.

Når TV 2 til efteråret med stolthed kan præsentere den 10. sæson af "Vild med dans", kan seerne se frem til at lære konditor Mette Blomsterberg og fodboldspiller Mads Laudrup meget bedre at kende - de er nemlig to af de i alt 12 kendte danskere, som har sagt ja til at deltage i dette års udgave af "Vild med dans".

- Jeg er ikke sindssyg god på et dansegulv, men jeg elsker at danse – og gerne sammen med min mand. Jeg er et livsglad menneske, og når der er fest, så er jeg aldrig den sidste til at komme ud på dansegulvet, siger Mette Blomsterberg.

Den populære konditor har tidligere haft en kæreste, som ikke var til at lokke med på dansegulvet.

- Det gik ikke. Jeg vil aldrig kunne være i et forhold med en mand, som ikke har lyst til at danse. Jeg kan endnu ikke sige, om jeg er mest til standard eller latin. Jeg er rimelig rap i replikken, så umiddelbart tænker jeg, at mit temperament passer godt til latin. På den anden side er der også en prinsesse gemt i mig, for jeg elsker traditioner og ordentlighed, siger Mette Blomsterberg, der har den rutinerede Michael Olesen, som sin dansepartner.

En helt ny verden
Også 24-årige Mads Laudrup er klar til at debutere på dansegulvet i TV 2s store underholdningsshow. Modsat Mette Blomsterberg er Mads ikke den første, der står på dansegulvet, når musikken spiller.

- Jeg har aldrig danset særligt meget. Jeg er helt grøn, så det er en stor udfordring for mig at være med, siger Mads Laudrup, der til daglig spiller fodbold i FC Helsingør.

I familien Laudrup har man, ifølge Mads, ikke gjort det så meget i familiefester med dans, så fodboldspilleren ser frem til at træde ind i en ny verden, hvor alt skal læres fra bunden.

- Jeg tror mest, jeg er til standard, for der skal man løfte hælene mindst fra gulvet, fordi de har de mindste hæle, siger Mads Laudrup, der skal danne par med Claudia Rex, når ”Vild med dans” er klar til at gå i luften med sin 10. sæson fredag 13. september klokken 20.00.

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}