Arne Notkin til TV 2 NEWS

28. juni 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Den tidligere DR2-kanalchef bliver fra 1. august redaktør på ”Kulturen på NEWS”.

Arne Notkin, kommende redaktør på ”Kulturen på NEWS”. (Foto: Henrik Ohsten / TV 2)

Arne Notkin - en af Danmarks mest erfarne redaktionelle chefer med tidligere lederjobs på DR2, BT, TV 2/ Lorry, Weekendavisen og TV AVISEN – bliver ny redaktør for ”Kulturen på NEWS”, når kulturmagasinet til august vender tilbage efter sommerpausen.

Her skal Arne Notkin – sammen med værten Stéphanie Surrugue og resten af redaktionen – stå i spidsen for den fortsatte udvikling af ”Kulturen på NEWS”.

Programmet går i aften på sommerpause efter ugens fire udsendelser fra kulturminister Uffe Elbæks kontor, hvorfra ”Kulturen på NEWS” har sat fokus på, hvem der har magten i dansk kulturliv.

- Jeg er rigtig glad for, at Arne Notkin har sagt ja til at blive redaktør for på ”Kulturen på NEWS”, for han er en af de mest erfarne og inspirerende mediechefer herhjemme. Vi har høje ambitioner for programmet, og jeg er sikker på, at Arne Notkin kan løfte den opgave, siger kanalchef Mikkel Hertz, TV 2 NEWS.

”Kulturstoffet rummer så ufatteligt mange muligheder”
Arne Notkin er begejstret for TV 2 NEWS’ ambitioner på kulturområdet, hvor kulturstof behandles nyhedsmæssigt, kritisk og debatterende.

- Det har ikke været en let beslutning at forlade DR. Men jeg har fulgt NEWS med stigende respekt fra kanalens allerførste skridt og er stærkt tiltrukket af den blanding af hurtig opdatering og dyb – og til tider nørdet - fordybelse, som karakteriserer kanalen. Og jeg føler det som et kæmpe privilegium og en skæg udfordring, at jeg får chancen for at bidrage til kanalens vækst netop på kulturområdet, siger Arne Notkin og fortsætter:

- Jeg ser frem til at arbejde med de skønne og dygtige mennesker, der har udført et flot pionerarbejde med at plante ”Kulturen på NEWS” i et miljø, der er drevet af en uhyre effektiv nyhedsdækning af breaking news, krig, krise, politik og økonomi. Jeg glæder mig til at arbejde med kulturstoffet, fordi det byder på humor, lidenskab og intensitet både i den intellektuelle og holdningsmæssige debat.

- Kulturstoffet rummer så ufatteligt mange muligheder, og TV 2 NEWS er åben for, at man leger med mulighederne. Man kan fokusere på kulturens magtfulde institutioner og de politiske og ideologiske stridigheder om kulturens vilkår. Man kan fortælle om nye fænomener, der kommer til at præge vores referencer og sprog, vores boliger og tøjhylder. Man kan vurdere og diskutere etik og kvalitet, og så skal vi ikke glemme, at kulturen byder på enestående oplevelser. Alle disse muligheder kan mikses på mange unikke måder, og det bliver en fest at lege med mulighederne sammen med Stéphanie Surrugue og resten af redaktionen, siger Arne Notkin.

Arne Notkin er 57 år og gift med psykolog Monica Tafdrup Notkin. Han er uddannet cand.mag. i historie og filosofi og har bl.a. arbejdet på Weekendavisen (som reporter, kommentator, lederskribent og medlem af chefredaktionen), BT (som chefredaktør), TV 2/ Lorry (som reporter og redaktionschef) og DR (som chef for TV AVISENs indlandsredaktioner, chef for ”Deadline”, kanalchef for DR2 og reporter på P1).

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}