TV 2 samler vælgere og politikere i Aalborg til endnu et valgtræf i valgkampens slutspurt

Rigtig mange vælgere kiggede forbi til TV 2s valgtræf i Storms Pakhus i Odense 9. oktober - næste valgtræf er i kulturhuset Nordkraft i Aalborg 27. oktober. (Foto: Peter Leth-Larsen / TV 2)

Rigtig mange vælgere kiggede forbi til TV 2s valgtræf i Storms Pakhus i Odense 9. oktober - næste valgtræf er i kulturhuset Nordkraft i Aalborg 27. oktober. (Foto: Peter Leth-Larsen / TV 2)

24. oktober 2022;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 samler vælgere og partiledere til stort valgtræf på Nordkraft i Aalborg torsdag 27. oktober - til debat, diskussion og samvær. Her kan man blandt andet møde Jakob Ellemann-Jensen, Søren Pape Poulsen, Inger Støjberg, Sofie Carsten Nielsen, Alex Vanopslagh og Mai Villadsen, og Socialdemokratiet vil også være repræsenteret.

Midt i valgkampens sidste dage får de nordjyske vælgere og seerne over hele landet mulighed for at komme til valgtræf med TV 2, TV 2 NEWS og TV 2 Nord, der slår dørene op til en dag med politiske debatter, dialog mellem vælgere og politikere, underholdning og en række af TV 2s kendte formater og værter, som indtager Nordkraft i Aalborg torsdag 27. oktober.

Det er tredje gang, TV 2 rykker valgprogrammerne fysisk ud i landet og inviterer vælgerne til debat, diskussion og samvær. Første valgtræf var i Odense 9. oktober, hvor rigtig mange vælgere mødte op, og hvor aftenen kulminerede med en statsministerdebat. Herefter var der valgdebat med samtlige partier i Esbjerg 13. oktober med fokus på nogle af de dagsordener, der optager unge vælgere. Og nu er det så tid til valgtræf igen i Aalborg, der denne gang rundes af med 'Højlunds Forsamlingshus', hvor det er vælgerne, der stiller spørgsmålene til politikerne.

Valgtræffet i Aalborg bliver afholdt i kulturhuset Nordkraft, der vil være åbent for alle interesserede. En række toppolitikere vil deltage i valgtræffet - det gælder blandt andet Jakob Ellemann-Jensen, Alex Vanopslagh, Søren Pape Poulsen, Inger Støjberg, Mai Villadsen og Sofie Carsten Nielsen.

Dørene åbner kl. 15.00, og valgtræffet løber helt til kl. 22.00. Undervejs vil man kunne være publikum til live-programmer som 'Valgquizzen med Anders Breinholt', TV 2 Nords Ungedebat, 'Tirsdagsanalysen' og 'NEWS & Co. & Partierne'.

På scenen kan man blandt andet møde TV 2s Hans Redder, Peter Tanev samt Anne Vig i selskab med Mogensen og Kristiansen, og både 18 og 19 Nyhederne med Poul Erik Skammelsen sender live fra Nordkraft denne aften.

Samtidig er der en række lokale events på Nordkraft. Man kan fx både tage en tur i den fjernstyrede sofa med en sofavælger, speeddate med partierne eller møde TV 2s ungdomsredaktion, TV 2 ECHO, og tale om de dagsordener, der optager unge vælgere.

 

'Højlunds Forsamlingshus' med syv partiledere og en minister

Aftenen kulminerer i 'Højlunds Forsamlingshus' med syv partiledere og en minister til en debat om alt det, vi har et fælles ansvar for og en fælles interesse i - hverdagen, fremtiden og hvordan vi bedst indretter os med hinanden.

I forsamlingshusets publikum sidder vælgerne, der stiller spørgsmål til de otte politikere, og her kan meninger og holdninger brydes, uden at vi bliver uvenner af den grund. På den måde skal forsamlingshuset være det modsatte af en debat på sociale medier og styres med fast, veloplagt og venlig af hånd af TV 2-vært Gertrud Højlund.

Hele dagen vil TV 2 være massivt til stede med dækning på TV2.DK, TV 2 ECHO og TV 2 NEWS, ligesom TV 2 Nord også inviterer til debat og dækker eventen i sine regionale udsendelser. 

Se programmet for valgtræffet i Aalborg her.

Læs mere om TV 2s valgdækning her.

 

Billede {0} af {1}