Troels Mylenberg bliver vært på Nyhederne

Troels Mylenberg bliver en af de faste værter på TV 2s store nyhedsudsendelser. (Foto: Claus Troelsgaard / TV 2)

Troels Mylenberg bliver en af de faste værter på TV 2s store nyhedsudsendelser. (Foto: Claus Troelsgaard / TV 2)

TV 2s politiske redaktør vælger igen værtsvejen, når han omkring 1. maj bliver en af de faste værter på TV 2s store nyhedsudsendelser.

Det er snart slut med at se Troels Mylenbergs velkendte bogreol hjemme på Thurø i TV 2s og TV 2 NEWS’ nyhedsudsendelser. Fra omkring 1. maj får han i stedet flot studiegrafik i TV 2s nyhedsstudie som baggrund, når han bliver en af TV 2s faste værter på Nyhederne klokken 17.00, 18.00, 19.00 og 21.30.

Den 50-årige Troels Mylenberg tiltræder sit nye job efter godt halvandet år som TV 2s politiske redaktør. Før den tid var han nyhedsvært i knap to år på TV 2 NEWS i blandt andet ’NEWS & Co.’ Nu går turen til nogle af Danmarks mest sete nyhedsudsendelser, der sendes fra TV 2 på Kvægtorvet i Odense.

- I de store nyhedsudsendelser rækker TV 2 ud til hele Danmarks befolkning. Det seneste år med corona har bekræftet mig i det afgørende i at holde fast i Nyhedernes ambition om at være et ”anker” for befolkningen – et sted, som hjælper danskerne med at overskue nyhedsstrømmen i en kompleks verden. Og jeg er enormt glad for at blive en del af det hold, som skal løse den vigtige opgave, siger Troels Mylenberg, der afviser, at han er blevet træt af dansk politik.

- TV 2 er et sted, hvor man kan udføre mange fantastiske opgaver, men hver ny opgave medfører et valg, hvor man desværre må sige nej til noget andet. Politik har fyldt mange år i mit liv og i mit journalistiske arbejde, og jeg kommer heldigvis stadig til at beskæftige mig med politik, selv om jeg ikke længere skal kommentere det. Dansk politik fylder meget i Nyhederne, og jeg håber også at blive involveret i valgdækningen på TV 2s kanaler, siger Troels Mylenberg.

Nyhedschef Jacob Kwon. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Nyhedschef Jacob Kwon. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

En journalistisk kapacitet

Inden sin ansættelse på TV 2 var Troels Mylenberg udviklingsdirektør og ansvarshavende chefredaktør hos Jysk Fynske Medier. Han har tidligere været leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet (SDU) og højskoleforstander i Vallekilde samt været politisk reporter eller redaktør på blandt andet Berlingske og Weekendavisen. Troels Mylenberg er ligeledes forfatter til flere bøger om politik og om journalistik – og i øvrigt også et par stykker om fodbold.

På TV 2 Nyhederne glæder nyhedschef Jacob Kwon sig over, at Troels Mylenberg har takket ja til at være nyhedsvært på TV 2s store nyhedsudsendelser – herunder 19 Nyhederne, der p.t. er Danmarks mest sete nyhedsudsendelse.

- Troels Mylenberg er en journalistisk kapacitet med stor erfaring som journalist og vært. Han har en bred profil, som passer godt til TV 2s nyhedsudsendelser, der favner hele Danmark, siger Jacob Kwon.

Billede {0} af {1}