Ny eventchef på TV 2

Kamilla Walsøe skal fra 1. november stå i spidsen for en styrkelse af eventholdet hos TV 2 Nyhederne. (Foto: TV 2)

Kamilla Walsøe skal fra 1. november stå i spidsen for en styrkelse af eventholdet hos TV 2 Nyhederne. (Foto: TV 2)

03. september 2020;
Af: Mads Boysen, TV 2 Kommunikation

Kamilla Walsøe, der kommer fra Nordisk Film TV og tidligere TV 2 Nyhederne, skal stå i spidsen for TV 2s store nyhedsevents fra 1. november.

Kamilla Walsøe, der er uddannet journalist og har lang erfaring fra tv-branchen, skal fra 1. november stå i spidsen for en styrkelse af eventholdet hos TV 2 Nyhederne. Her bliver hun som eventchef under Ulla Pors, der er chefredaktør for TV 2 NEWS og Events, en del af nyhedsledelsen på TV 2.

- Kamilla får ansvaret for sammen med Nyhedernes stærke eventhold at udvikle og styrke de store nyhedsevents, som spiller en afgørende rolle for TV 2-seerne, når de samles omkring blandt andet valg og store kongelige begivenheder. Med Kamilla i spidsen får vi en kompetent og erfaren kvinde med på holdet, og jeg glæder mig meget til samarbejdet med Kamilla, siger Ulla Pors og fortsætter:

- De store samlende events er helt afgørende for os som danskere - senest her under coronakrisen, hvor f.eks. Dronningens 80-års fødselsdag fik endnu større betydning for mange danskere. På TV 2 hylder vi alt det, vi deler – og med Kamilla ombord får vi nu mulighed for at understøtte den position endnu mere.

 

- Der er brug for samlende begivenheder og fælles referencer

Kamilla Walsøe er 47 år og har de seneste 11 år været ansat på Nordisk Film TV. Senest som producent og programchef for aktualitet, hvor hun har haft ansvaret for de daglige aktualitetsprogrammer, større temaer og events.

- Jeg kunne ikke drømme om et bedre sted at fortsætte min karriere end på TV 2, hvor der er store ambitioner, højt til loftet og de allerdygtigste legekammerater. Jeg har de seneste år som producent været meget glad for mit samarbejde på tværs af hele TV 2, og jeg glæder mig enormt til at lære huset at kende indefra og udvikle og skabe store tv-fællesskaber for danskerne, der både rører og gør en forskel, siger Kamilla Walsøe og fortsætter:

- Jeg tror, at vi mere end nogensinde før har brug for samlende begivenheder og fælles referencer. Og det er et kæmpe privilegium at være med til at sætte nye mål for blandt andet de store valg og kongelige begivenheder, som er en del af vores virkelighed og historie.

På Nordisk Film TV har Kamilla Walsøe blandt andet produceret TV 2s ’Go’-programmer, hvor hun også har været både vært og redaktionschef. Inden skiftet til Nordisk Film TV var Kamilla Walsøe både livereporter og vært på TV 2 Nyhederne. De seneste år har hun via sit nuværende job samarbejdet med flere forskellige afdelinger på TV 2 i forbindelse med fælles projekter og events, så det bliver et gensyn med både tidligere samarbejdspartnere og kolleger, når Kamilla Walsøe vender tilbage til TV 2.​

Billede {0} af {1}