TV 2-dokumentar nomineret til Oscar

Fra dokumentaren 'The Cave', som er nomineret til en Oscar ved uddelingen, der foregår søndag 9. februar i Los Angeles. (Foto: Camera Film / TV 2)

Fra dokumentaren 'The Cave', som er nomineret til en Oscar ved uddelingen, der foregår søndag 9. februar i Los Angeles. (Foto: Camera Film / TV 2)

14. januar 2020;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Dokumentaren ’The Cave’, der er lavet af den syriske instruktør Feras Fayyad hos Danish Documentary, er blandt de fem Oscar-nominerede dokumentarer i 2020. TV 2 sender Oscar-uddelingen søndag 9. februar.

For første gang nogensinde er en TV 2-dokumentar blevet Oscar-nomineret. Det drejer sig om ’The Cave’, der er lavet af den syriske instruktør Feras Fayyad hos Danish Documentary. Dokumentaren handler om en gruppe modige kvinder i et underjordisk hospital i Syrien, der imod alle odds kæmper for at redde liv.

- Det er en stor dag, og der er grund til at ønske stort tillykke til Feras og til alle folkene bag ’The Cave’, som forleden også blev nomineret til den danske Robertpris, siger Thomas Breinholt, faktachef på TV 2.

Feras Fayyad har tidligere været Oscar-nomineret for dokumentaren ’Last Men in Aleppo’. Dette års Oscar-uddeling finder sted søndag 9. februar og sendes direkte på TV 2 natten mellem søndag og mandag dansk tid.

’The Cave’ er produceret af Danish Documentary med støtte fra National Geographic, TV 2 DANMARK, Det Danske Filminstitut og International Media Support. Hos TV 2 er programredaktør Nikolaj Daugberg den ansvarlige redaktør for ’The Cave’.

- Fra det øjeblik, vi så de første rå sekvenser fra ’The Cave’, var vi klar over, at det ville blive en exceptionel og vigtig film. Så vi er vildt glade for at være med om bord sammen med vores gode samarbejdspartnere fra Danish Documentary, siger Nikolaj Daugberg.

Et portræt af mod, modstandskraft og kvindelig solidaritet
’The Cave’ er en gribende historie om krigen i Syrien og om ofre og dilemmaer. For de civile, som er fanget i den belejret bydel Al-Ghouta, er det muligt at finde håb og sikkerhed i det underjordiske hospital, kaldet The Cave.

Her arbejder den ledende børnelæge Dr. Amani Ballour og hendes kollegaer Samaher og Dr. Alaa, som her under jorden har sikret sig retten til at arbejde på lige vilkår med deres mandlige kollegaer, hvilket ville være utænkeligt i den herskende patriarkalske kultur over jorden.

Dokumentaren følger kvinderne, når de kæmper med daglige bombardementer, konstant i underskud af forsyninger og med en overhængende trussel af kemiske angreb. Og dermed er ’The Cave’ et portræt af mod, modstandskraft og ikke mindst af kvindelig solidaritet.

Feras Fayyad under optagelserne af 'The Cave'. (Foto: Camera Film / TV 2)

Systematiske angreb på hospitaler
Feras Fayyads tanker om den nye dokumentar opstod, mens han filmede ’Last Men in Aleppo’, hvor han gennem et par år holdt øje med de militære angreb på hospitaler. Hospitalerne var revet ned.

Hospitalspersonale og patienter blev dræbt, og de systematiske angreb på hospitalerne blev brugt som hævn, intimidering og som en metode til at skabe kaos og tvinge civile til at flygte. Det blev umuligt for sundhedssektoren at eksistere over jorden, så man begyndte at bygge underjordiske hospitaler.

- Jeg begyndte at besøge nogle af disse hospitaler, og det var overvældende at være vidne til den store menneskelige opfindsomhed, som eksisterede. De underjordiske hospitaler blev befolkningens eneste håb for at overleve og for at modtage behandlinger. Og så skabte de et sted, hvor mænd og kvinder kunne arbejde side om side. Faktisk er disse små underjordiske rum nok de eneste, hvor kvinderne kan få lov at arbejde, fortæller Feras Fayyad og fortsætter:

- I The Cave var jeg vidne til, at kvindelige læger og sygeplejersker kæmper for deres rettigheder i den patriarkalske kultur, de er omgivet af. Disse kvinder er virkelig en inspiration for mig, og jeg tror på, at de med denne film også vil inspirere resten af verden – ved at medvirke til at bryde den tavshed, som hersker i verden udenfor. Hvis tavsheden om den brutalitet, som eksisterer, ikke bliver brudt, og hvis der ikke bliver iværksat nogle indgreb mod krigsforbrydelser, så er der et helt universelt problem i vores rettigheder til frihed, lov og retfærdighed.

Om instruktøren
Feras Fayyad er både instruktør og co- manuskriptforfatter på ’The Cave’. Han er en prisvindende filmskaber, som især har vundet anerkendelse for sit arbejde med den syriske konflikt og de politiske transformationer af den arabiske verden.

Hans foregående film ’Last Men in Aleppo’ var nomineret til en Oscar i 2018 og vandt en Emmy for bedste dokumentarfilm. Filmen fulgte en gruppe frivillige reddere som var en del af den civile forsvarsorganisation White Helmets.

’Last Men in Aleppo’ havde premiere på Sundance Film Festival i 2017, hvor den vandt Grand Jury Prize i The World Cinema Documentary competition. Filmen blev vist på festivaler over hele verden og løb med 18 internationale priser.

Fayyad er født I Syrien i 1984. Han har en Bachelor of Arts i Audio-visual arts and filmmaking fra The International Film and Television School EICAR i Paris, og han er medlem af medlem af Academy of Motion Picture Arts and Sciences.

Han har instrueret og klippet mange film, både dokumentar- og fiktionsfilm. Blandt hans tidligere film er dokumentarfilmen ’My Escape’ samt tv-dokumentaren ’Between the Fighter in Syria’ og ’Wide Shot-Close Shot’. Han har også produceret, været medforfatter og klippet den awardvindende kortfilm ’One Day in Aleppo’, som er instrueret af Ali Alibrahim.

---------

Læs mere og se klip og trailer her

Billede {0} af {1}