Syge og svigtede

Flere danske piger er blevet alvorligt syge kort tid efter, de har fået HPV-vaccinen mod livmoderhalskræft. Mange af dem giver vaccinen skylden for deres sygdom. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

Flere danske piger er blevet alvorligt syge kort tid efter, de har fået HPV-vaccinen mod livmoderhalskræft. Mange af dem giver vaccinen skylden for deres sygdom. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

24. marts 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Nyt program fra TV 2 Dokumentar sætter fokus på en gruppe HPV-vaccinerede piger, som føler sig svigtet af det danske sundhedsvæsen.

Flere piger oplever, at de er blevet syge kort efter, de har fået HPV-vaccinen mod livmoderhalskræft, og pigerne er overbevist om, at det er vaccinen, der har gjort dem syge. I en ny dokumentar undersøger TV 2, om pigernes mistanke er begrundet, og hvad myndighederne egentlig har gjort for at hjælpe dem.

Laura, Amalie og Katrine har fået deres liv ødelagt af en mystisk sygdom og har måttet vinke farvel til uddannelse, venner og fritidsliv. De er i dag sengeliggende med smerter, kvalme, lammelser og svimmelhed, og de føler sig sikre på, at det er den såkaldte HPV-vaccine, som de danske myndigheder har anbefalet dem at få, der har gjort dem syge.

I dokumentaren ’De vaccinerede piger’, der vises på TV 2 og TV 2 PLAY torsdag 26. marts kl. 20.00, møder vi de tre piger og får historien om, hvordan deres liv forandrede sig efter et stik hos lægen.  Og de tre piger står ikke alene! Omkring en halv million danske piger er blevet vaccineret med HPV-vaccinen Gardasil, der beskytter mod livmoderhalskræft. Lidt over 1000 af dem har efterfølgende indberettet bivirkninger af vaccinen til Sundhedsstyrelsen – heraf er 283 karakteriseret som alvorlige. 

- Vores fokus i programmet er på gruppen af alvorligt syge piger. Ingen ved med sikkerhed, om de er blevet syge af vaccinen eller ej. Alligevel har pigerne i høj grad været overladt til sig selv, og mange af dem har været kastebolde i systemet. Vi rejser spørgsmålet, om myndighederne har gjort nok for at finde ud af, om pigernes sygdomme har sammenhæng med vaccinen, fortæller leder af TV 2s dokumentargruppe, Troels Jørgensen.

Pigerne er fra venstre Amalie Kjær Larsson, Laura Hoffmann og Katrine Jægersdorf, som er med i TV 2-dokumentaren 'De vaccinerede piger'.

Svigtet af systemet
HPV-vaccinen har været en del af det danske vaccinationsprogram siden 2009 og tilbydes i dag gratis til alle piger over 12 år. Det danske sundhedsvæsen har indtil nu afvist, at vaccinen er skyld i, at pigerne er blevet syge – men omvendt har de heller ikke kunnet komme med et svar på, hvad pigerne fejler. Det betyder, at pigerne ofte sendes fra afdeling til afdeling uden at få svar. Katrine, som vi møder i programmet, har eksempelvis, siden hun blev syg, været på 22 forskellige afdelinger for at finde ud af, hvad hun fejler.  

- Vi håber, at ’De vaccinerede piger’ vil være startskuddet til en diskussion om, hvordan sundhedsvæsenet fremadrettet håndterer pigerne, så de føler sig taget alvorligt og får den rigtige behandling, siger Troels Jørgensen og fortsætter:

- Men en anden og lige så vigtig debat, som vi håber dokumentaren vil medføre, er, hvordan man får undersøgt ordentligt, om pigerne er blevet syge af vaccinen eller ej. Uvisheden er den værste, og vished kan, som lægerne i programmet også siger, være med til at forebygge evt. fremtidige vaccineskader.

’De vaccinerede piger’ vises på TV 2 torsdag 26. marts kl. 20.00 – og kan også ses på TV 2 PLAY. #DeVaccineredePiger

Se trailer for 'De vaccinerede piger' her.

Billede {0} af {1}