Hjælp til danskere foran tvangsauktion

Lone har en hel kasse med regninger, hun ikke har betalt, og kreditorerne vil nu have deres penge. Hvis der ikke gøres noget nu, mister Lone og datteren deres hjem på tvangsauktion. Finansiel rådgiver Poul Stubkjær og jurist Annette Wisborg går ind i sagen. (Fotos: Nordisk Film / TV 2)

Lone har en hel kasse med regninger, hun ikke har betalt, og kreditorerne vil nu have deres penge. Hvis der ikke gøres noget nu, mister Lone og datteren deres hjem på tvangsauktion. Finansiel rådgiver Poul Stubkjær og jurist Annette Wisborg går ind i sagen. (Fotos: Nordisk Film / TV 2)

11. marts 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Ny programserie fra onsdag 18. marts kl. 20.00 på TV 2, hvor seks familier, der står over for en tvangsauktion, får hjælp af to eksperter i forsøget på at undgå at måtte gå fra hus og hjem.

I 2014 blev 3.500 familiers hjem sendt på tvang på grund af ubetalte regninger. Det er ca. 10 om dagen. Dårlige lån, faldende huspriser, skilsmisse og arbejdsløshed er nogle af årsagerne til, at økonomien ramler, og folk bliver presset ud af deres bolig.

I de fleste tilfælde går huset eller lejligheden til en pris, der ligger langt under den gæld, familierne har i boligen. Det betyder, at familierne står tilbage med en stor restgæld, som mange måske aldrig kommer ud af igen. Midt i den måske største krise i livet oplever familierne, at de oftest står helt alene.

Hjælp til seks familier
I en ny programserie, 'Danskere på tvang', sætter TV 2 fra onsdag 18. marts fokus på de mange danskere, der står foran en truende tvangsauktion, for hvad sker der med en familie, når den står overfor at miste hus og hjem på tvang? Og kan der med rådgivning gøres noget for at undgå en tvangsauktion og et efterfølgende liv med kæmpe gæld?

Med hjælp fra to eksperter forsøger TV 2 at gøre en forskel og hjælpe seks familier ved på kort sigt at undgå tvangsauktionen - og på længere sigt at få en sundere økonomi.

- Det er skrækkeligt invaliderende for mennesker at have stor gæld. Det betyder ofte et liv med depression og stress, som medfører arbejdsløshed og dårlig livskvalitet – ikke bare for den gældsramte selv, men også for deres familie. Det koster samfundet dyrt, fordi de gældsramte tit havner i handlingslammelse og arbejdsløshed. På den baggrund er det virkelig opløftende at se, hvordan programmets gældseksperter er i stand til at hjælpe de medvirkende til selv at få kontrol over deres gæld og deres liv. De medvirkende genvinder initiativet og livskvalitet, og mange af dem igen kommer i job, får afdraget på gælden og bidrager igen til vores fællesskab, siger TV 2-redaktør Mette Heiberg.

Efter 30 år med fast arbejde går Lone ned med en svær depression. Hun mister først sine dagpenge, siden kontanthjælpen og i et helt år får hun ingen sociale ydelser.

Tvang på tæt hold
De to eksperter, der skal hjælpe familierne i 'Danskere på tvang', er Poul Stubkjær og Annette Wisborg. Poul Stubkjær er uafhængig finansiel rådgiver og driver konsulentfirmaet ’Stubkjær & Nielsen’. Annette Wisborg er jurist og har firmaet ’Hjælp til gæld’, der hjælper gældsplagede danskere.

- Jeg oplever, at folk med gældsproblemer lever et rigtigt forfærdeligt liv, fordi det at have gæld fylder alt, fortæller Annette Wisborg om de gældsramte danskere, hun møder til daglig.

Poul Stubkjær har selv oplevet en tvangsauktion på helt tæt hold:

- Jeg oplevede selv, hvordan min far blev sendt ud i både en konkurs og en tvangsauktion. At miste sit hjem er jo simpelthen så stor en indgriben i den enkeltes og også i en hel families liv, så det vil jeg gøre meget for at undgå sker, siger Poul Stubkjær.

’Danskere på tvang’ kan også ses på TV 2 PLAY.

Se trailer for ’Danskere på tvang’ her.

Finansiel rådgiver Poul Stubkjær og jurist Annette Wisborg vil forsøge at hjælpe danskere, der står over for en tvangsauktion i TV 2s nye programserie ’Danskere på tvang’.

Billede {0} af {1}