Når fjernsynet ser på dig, mens du ser tv

08. oktober 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Det prisbelønnede tv-format ’Gogglebox’ sendes i en danskproduceret version på TV 2 fra onsdag 15. oktober.

Blandt de medvirkende i 'Flimmerland' er Pernille og Camilla i Kolding. (Foto: Strix / TV 2)

Forestil dig, at mens du ser tv, ser tv’et tilbage på dig. Hvad ville det så se?
 
I TV 2s nye programserie 'Flimmerland' kigger vi ind i seks danske hjem, hvor beboerne elsker at se fjernsyn. Vi finder ud af, hvad der får danskerne til at grine eller blive rørt - og hvad der får dem til at hidse sig op, når de ser tv.
 
Gennem syv programmer følger vi danske familier og vennepar, hvor fjernsynet kører hver aften, og hvor følelserne får frit løb over det, de ser. Fra deres egen sofa griner, græder, råber og reflekterer de hver uge ærligt og bramfrit over ugens nyheder, premierer, dokumentarer og opsigtsvækkende tv-programmer.

Det giver et ærligt og nært indblik i de danske tv-stuer og de følelser og stemninger, som ugens begivenheder og tv-programmer afføder hos os danskere.
 
Den engelske version af 'Flimmerland' hedder 'Gogglebox' og er en kæmpe succes på den anden side af Den Engelske Kanal. I år er programmet blevet præmieret med både en BAFTA-pris og en Rose d’Or for bedste faktuelle underholdningsprogram.
 
’Flimmerland’ vises første gang på TV 2 onsdag 15. oktober kl. 21.35.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}