
Asger Schønheyder kommer til TV 2 ZULU fra jobbet som redaktionschef på Strix Television.
?TV 2 ZULU udvider redaktørkorpset med Asger Schønheyder, der kommer fra en stilling som redaktionschef på Strix Television. (Foto: TV 2)
TV 2 ZULU udvider redaktørkorpset med Asger Schønheyder, der kommer fra en stilling som redaktionschef på Strix Television, hvor han har siddet med programmer som ”Tattoo Salonen” og ”Big Business på Vestegnen”. Han har tidligere - fra 2009 til begyndelsen af 2013 - været redaktør på TV 2 ZULU, hvor han bl.a. var med til at realisere ”Dybvaaaaad!”, ”Tåber på eventyr” og ”Zulu Kvægræs”.
Ansættelsen af Asger Schønheyder er også et led i justeringen til ’den nye virkelighed’ på ZULU, fortæller kanalchef for TV 2 Networks, Sune Roland Jensen.
- TV 2 ZULU er meget mere end en tv-kanal. ZULU er en stemning, ZULU er sjov, og ZULU er andre steder end i dit tv, og derfor skal en redaktør på ZULU også have antennerne ude for, hvad der sker på sociale medier. Er der noget derude, vi kan omfavne og invitere ind på ZULU, som det bliver tilfældet med YouTube-fænomenet Turbomodul. Og hvad optager ZULUs målgruppe lige nu?
- Det kræver tid, og derfor skal en redaktør i vores nye virkelighed have færre programmer i sin portefølje for at have tiden til at se nye muligheder for ZULUs stærke brand. Asger er et stærkt programmenneske og har desuden en meget stor indsigt på de nye medier, så med ham på holdet har vi nu den opstilling, der skal til for at blive ved med at forsvare ZULUs position som et af Danmarks stærkeste mediebrands, siger Sune Roland Jensen.
Asger Schønheyder begynder på TV 2 ZULU 1. maj, og han ser frem til de nye udfordringer:
- ZULU er en vanedannende størrelse. Når man først har haft brand'et inde under huden, vil man gerne have mere. Jeg glæder mig helt vildt til at starte og til at kaste mig ud i de udfordringer og muligheder, vi har med ZULU i en tv-tid som denne. Som indholdsmenneske er det fedt, at programmer er så mange forskellige ting og ikke nødvendigvis noget, der skal vare i 24 eller 40 minutter. Det giver mange muligheder, og det er sjovt, at man kan prøve "mindre" ting af, som måske fungerer bedst med færre minutters sendetid. Og til den slags eksperimenter findes der ikke bedre steder i det danske medielandskab end ZULU, siger Asger Schønheyder.