
TV 2 viser nye sager om danske børn, der er bortført til udlandet af en af deres forældre.
Malenes to børn blev bortført til Makedonien i februar 2012 af deres far. Janus Bakrawi Bakrawi rejser med Malene til Makedonien, hvor det lykkes at få kontakt til børnene og deres far. Faderen nægter pure at samarbejde, selvom han er efterlyst af Interpol for forbrydelsen. (Foto: Martin Sønderby / TV 2)
Torsdag 21. marts kl. 20.00 er Janus Nabil Bakrawi tilbage med nye programmer af den prisbelønnede dokumentarserie af Lars Høj, "De bortførte børn".
I første program, der kommer i en udvidet version, forsøger Janus Bakrawi at få Milos og Anastasja hjem til deres mor i Bogense på Fyn. Børnene er bortført af deres far til Makedonien på Balkan. Faderen er efterlyst af Interpol for forbrydelsen, og de danske myndigheder er ikke i stand til at få børnene hjem. Makedonien nægter at overholde de internationale aftaler, og det tyder tilmed på, at sagsbehandlingen i landet er ramt af korruption og nepotisme.
- Det er over et år siden, at TV 2 havde premiere på ”De bortførte børn”, og situationen er fuldstændig den samme i dag. Der er stadig bortførte, danske børn i udlandet, og de danske myndigheder er stadig meget langsomme til at reagere. Derfor er det fortsat lige så relevant at fortælle disse historier og gøre opmærksom på problemet, siger dokumentarredaktør Lasse Bjerre, TV 2, og fortsætter:
- Vi mener simpelthen, at det er en public service-opgave at bringe problematikken frem i lyset, så det kan blive debatteret, hvordan vi finder en bedre løsning for de børn, der lever i uvished og med stort savn efter deres far eller mor herhjemme.
Bruger egne erfaringer
Janus Nabil Bakrawi blev som barn selv bortført til Jordan af sin far. Han bruger sine oplevelser fra barndommen til at hjælpe de børn, der er bortført i dag. I sidste sæson lykkedes det at få flere børn hjem til Danmark, f.eks. kom Nadia Rohrberg hjem til Danmark fra Libanon efter seks års bortførelse.
TV 2 sender ”De bortførte børn” torsdag 21. marts og torsdag 4. april. Derudover arbejder Janus Nabil Bakrawi og holdet bag "De bortførte børn" på flere sager, som vises på TV 2 til efteråret.
- Efter første sæson fik jeg en masse henvendelser fra forældre, hvis børn var blevet bortført af den anden forælder. Det syntes vi ikke, vi kunne sidde overhørig. Samtidig oplevede vi, at intet skete fra politisk side, og det er nødvendigt for de børn, der sidder derude og er utrygge, at der bliver gjort noget nu, siger Janus Nabil Bakrawi, der er blevet mødt med åbne arme hos de forældre, der er involveret i sagerne, som TV 2 viser.
Stor interesse for serien
De første fem programmer i serien, der blev vist i januar 2012, blev en stor succes og havde i gennemsnit over én million seere pr. program. "De bortførte børn" vandt prisen som årets dokumentarserie på TvFestival 2012 og er netop blevet udvalgt til den prestigefyldte internationale tv-festival INPUT 2013 i El Salvador til maj. Det er dokumentarist Lars Høj, der står bag serien ”De bortførte børn”.
Omkring 100 danske børn er bortført til udlandet. Se med, når ”De bortførte børn” er tilbage på TV 2 torsdag 21. marts klokken 20.00.