
Bedstemødrene Suzanne og Karen er tilbage på TV 2 torsdag 14. februar kl. 21.25.
De to bedstemødre, Karen Thisted og Suzanne Bjerrehuus, har kendt hinanden, siden de var unge. Nu mødes de igen i "Mormors vilde ungdom". (Foto: Jonas Abrahamsen / TV 2)
I otte nye underholdende programmer med titlen "Mormors vilde ungdom" beskylder Suzanne Karen for manglende pli, mens Karen mener, at Suzanne trænger til en psykolog. De to bedstemødre er tilbage.
Karen Thisted og Suzanne Bjerrehuus var unge i en tid, der stod i frigørelsens tegn. Pornoen blev frigivet, de unge begyndte at ryge hash, og sex blev udlevet på nye og frie måder. Ungdomsoprøret brød ud, og gamle samfundsmønstre blev brudt. Men hvordan står det til med frigørelsen hos den yngre generation i dagens Danmark?
Har datidens frigørelse gjort dem endnu friere - eller blot grænseløse? Og er de unge egentlig så frigjorte, som de måske selv tror? Suzanne mener, at unge i dag er lige så optaget af sex og kærlighed, som unge altid har været, mens Karen synes, der er for meget sex og spørger, hvor kærligheden er. De to damer undersøger, hvordan det står til med sex, drugs & rock ’n’ roll anno 2013.
Seksuel frigørelse i cyberspace
Internettet bugner i dag med sex - og giver både kvinder og mænd mulighed for hurtigt at få fat i en sexpartner. Karen og Suzanne besøger den 22-årige Sara, som elsker sex - og ikke er bleg for at sige det højt.
Derfor bruger hun internetsiden scor.dk til at skaffe sig frække dates. Men er det sikkert at invitere fremmede fyre hjem i soveværelset? Og burde sex ikke være en intim relation mellem to mennesker? Og hvad med kærligheden? Karen og Suzanne er naturligvis dybt uenige.
Kvinde køb din krop
Lidt nemmere går det med plastikoperationer – er det en god eller en dårlig ting? Suzanne og Karen er med Dianna, når hun skal finde ud af, hvilken størrelse hendes nye bryster skal have - og så skal bedstemødrene opleve en brystoperation, når Julie lægger sig under kniven og får opereret sine store bryster – endnu større.
Suzanne synes, det er skønt, at kvinder i dag har modet og magten til at perfektionere deres egen krop. Karen forstår dog ikke, hvorfor kropsidealet fylder så meget i de unge kvinders liv. Men Karen må krybe til korset og give Suzanne ret – noget af vejen.
Skal hash gøres lovligt?
Kim ryger syv joints om dagen, og samtidig er han universitetsstuderende og aktiv i ungdomspolitik. Han er brændende tilhænger af en legalisering af hash. For ham betyder hash, at han kan leve med den ADHD, der tidligere har gjort hans liv svært.
Suzanne mener, ligesom Kim, at hash skal legaliseres, mens Karen er yderst skeptisk. Hvorfor gøre hash lettere tilgængelig, når det er skadeligt?
Bedstemor med slag i
De to bedstemødre, Karen Thisted og Suzanne Bjerrehuus, har kendt hinanden, siden de var unge. Dengang, hvor de begge var frie, fordomsfrie og friske på lidt af hvert.
I dag er Karen blevet mere kontant og konservativ, mens Suzanne er den liberale diplomat. Den kombination giver masser af underholdende, oplysende og rørende programmer i "Mormors vilde ungdom".