Ida Auken i lære som landmand

19. september 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 sender miljøminister Ida Auken (SF) ud som svineavler, når programserien "Velkommen til virkeligheden" fortsætter torsdag 20. september.

Miljøminister Ida Auken går i lære som landmand hos svineavler Michael Nielsen. (Foto: Per Fredrik Skiöld / TV 2)


Masser af debat - både før og efter programmet - førte til årets højeste seertal, da "Velkommen til virkeligheden" i sidste uge sendte den liberale folketingspolitiker Simon Emil Ammitzbøll ud til kontanthjælpsmodtager og enlig mor til tre, Mette Hansen. 533.000 danskere så med, og torsdag 20. september kl. 20.00 kan seere komme med miljøminister Ida Auken (SF) ud i virkeligheden.

Ida Auken, der længe var i spil som kommende formand for SF, er bekymret for det danske drikkevand. Hun kæmper for strengere regler, når det gælder brug af gylle og sprøjtegift i landbruget. Derfor går hun i lære som landmand hos svineavler Michael Nielsen i Slangerup og oplever på egen krop, hvor hård konkurrencen er for de danske landmænd.

Mærke politikken på egen krop
For på Christiansborg bliver der hvert år stillet hundredvis af forslag til forbedringer og stramninger i det danske samfund. Politikerne mener, at de har ret i det, de siger, og at deres politik er den bedste, de kan servere for os danskere, men hvor tæt er politikerne egentlig på vores hverdag?

Ved de, hvordan vi oplever, føler og tænker, når deres politik rammer os? Det er det, TV 2 tester i "Velkommen til virkeligheden", hvor politikerne forlader Christiansborg og rykker ud i danskernes virkelighed – og på egen krop mærker, hvordan deres visioner og politik virker.

Fri hash og sundhedsvæsenet
Se også med i de sidste to programmer i serien.

Her kan man først opleve Venstres sundhedsordfører Sophie Løhde, der får kittel og træsko på og skal arbejde som sygeplejerske på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Her skal hun på egen krop mærke konsekvenserne af, at den tidligere regering har effektiviseret sundhedsvæsenet voldsomt.

I sæsonens sidste program kan seerne følge Enhedslistens markante frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen, der mener, at det er på høje tid, at vi legaliserer hash i Danmark. Mange er uenige med hende, og hun begiver sig derfor ud blandt brugere og misbrugere, tager på rygecafé, mødes med et tidligere bandemedlem og besøger en bagmand i Vridsløselille Statsfængsel for at finde vej gennem hashtågerne.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}