Nye havedrømme går i opfyldelse

14. marts 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Sæsonpremiere på "Han, hun og haven" med Mikkel Herforth 21. marts på TV 2.

Mikkel Herforth (tv) med ægteparret Christian og Gitte. (Foto: Koncern / TV 2)

"Han, hun og haven" er et haveprogram, hvor mennesker med smukke, fantastiske og usædvanlige kærlighedshistorier har meldt sig, fordi de gerne vil overraske deres elskede med en ny have. Onsdag 21. marts kl. 20.00 er der sæsonpremiere på programmet på TV 2.

I spidsen for programmerne står Mikkel Herforth, som selv er have-entusiast. Med sig rundt i hele Danmark har han gartnerparret Morten Voss og Helen Krøyer, som på bare en dag forvandler håbløse haver til frodige og farverige drømmehaver. Så ud over at glæde sig over kærlighedshistorierne vil den haveinteresserede seer også få tips og tricks til brug i egen have.

Eventyrlige kærlighedshistorier
Fra alle hjørner af Danmark er det strømmet ind med breve fra mennesker, der har beskrevet deres smukke og eventyrlige kærlighedshistorier, og ønsket om at give deres elskede en ny have, fordi personen har fortjent det.

I det første program møder vi parret Christian og Gitte og deres to børn. For Christian er det en drengedrøm, der går i opfyldelse, da han som 40-årig får en motorcykel. Men han når kun at have sin drømmemotorcykel i få måneder, inden han kører galt. Christian overlever helt mirakuløst, men ulykken koster ham det ene ben og lemlæster hans krop.

Med Christian lænket til en kørestol er det pludselig hans kone Gitte, der står for alt. Gitte klarer huset, haven, børnene, sit arbejde og fungerer som plejer for Christian. Og hendes glade væsen holder modet oppe hos ham, når det hele ser lidt sort ud. Nu skal den stærke kvinde have et sted i haven, hvor hun kan slappe af og lade op, inden det går løs igen.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}