Bubber slutter sæsonen som ”The King”

06. marts 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

Torsdag 8. marts ruller det sidste afsnit af ”Danmark ifølge Bubber” over skærmen i denne sæson. Hvor første program fokuserede på ”kongerne af Pattaya”, og tog sexindustrien i Thailand under øjesyn, handler det sidste program om "The King of Rock'n'Roll" - Elvis.

Bubber og Henrik Busborg Madsen som Elvis og Elvis. (Anders Löfstedt/TV 2)


I sidste afsnit af "Danmark ifølge Bubber" i denne sæson undersøger Bubber, hvorfor nogle mennesker bruger al deres tid på en rockstjerne, som har været død i 34 år.

Desuden har han fået lov til at følge Danmarks bedste Elviskopi, som hedder Henrik Busborg og bor på Fyn. Betingelsen for at træde i kopikongens fodspor er, at Bubber, der ikke ejer en tone i livet, skal optræde som kongen af Rock n’ Roll til en koncert i Odense.

- Det har været en god og varieret sæson. Vi lever i et mangfoldigt land med mange gode historier. Hvis vi ikke interesserer os for andre mennesker, tror jeg, vi falmer, siger Bubber.

Bubber får et kys af Elvis gamle kæreste Barbara Hearns Smith.


Udgave nummer 50 af "Danmark ifølge Bubber"
Han mener, programmerne handler om at gøre folk klogere eller give dem et indblik i noget nyt. Torsdagens program er ud over at være sæsonens sidste også jubilæumsprogram nummer 50.

- Hvert program er på sin måde særligt, men når der er børn involveret, berører det mig ekstraordinært. Vi skal passe på vores børn. Samtidig vil jeg nævne programmet om hjemløse narkomaner, hvor jeg har den holdning, at vi skal vise mere barmhjertighed. Jeg er blevet og bliver stadig klogere på flere områder. Da vi i den første sæson lavede programmet om transvestitter var min umiddelbare holdning, at de fx bare kunne lade være med at gå i dametøj. Men jeg blev klogere i løbet af optagelserne og endte med at sige til mig selv, at det kunne de rent faktisk bare ikke.

Sammen med produktionsholdet er Bubber allerede i gang med nye optagelser til en ny sæson, der skal sendes senere på TV 2.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}