Er Allan Nielsen "Herre i eget hus"?

14. februar 2012;
Af: TV 2 Kommunikation

"Herre i eget hus" kommer på tiltrængt besøg hos Allan Nielsen og Tina Lund - og herefter kan seerne møde en dansk "Undercover boss".

Hvem er mon herre i Allan Nielsens og Tina Lunds hus?


Umiddelbart åndede alt fred og idyl hos kendisparret Allan Nielsen og Tina Lund på Stutteri Lyngsholm. Men Allan havde et problem. Tinas sport fyldte ekstremt meget: Der var trofæer, pokaler og hesteminder overalt i hjemmet, og selvom de havde boet sammen i næsten to år, havde Allan ikke formået at sætte sig eget præg på boligen.

Derfor følte han sig ikke rigtig hjemme. Han synes, det rodede, og at der manglede en rød tråd i indretningen. Men præmierne havde stor affektionsværdi for Tina, som nægtede at skille sig af med dem.

- Der skal ikke herske tvivl om, at Tina har vundet, og stadig vinder, utroligt mange trofæer, og nogle af de ting fyldte ret meget i vores hjem. Under arbejdet med Rasmus Larsson og Pelle Hvenegaard gik nogle ting i stykker og blev smidt ud - og nogle ting blev gemt væk, men det var rart at få ryddet op i det, siger Allan Nielsen.

Det har været en positiv oplevelse for Allan Nielsen at være med i programmerne, og han er meget glad for den måde, boligen på Stutteri Lyngsholm nu er indrettet på.

- Det var superfedt at være med i "Herre i eget hus". Men det var også lidt grænseoverskridende at lade en indretningsarkitekt, som man ikke kender, indrette ens hjem. Heldigvis har Rasmus Larsson en god stil og kreativ tankegang, og han var også interesseret i at høre min tanker, så jeg er meget glad for resultatet, siger Allan Nielsen.

Se hvordan Tina Lund og Allan Nielsens fælles hjem gennemgår en stor forvandling i "Herre i eget hus" på TV 2 onsdag 15. februar klokken 20.35 - og bagefter kan du møde den danske direktør Henrik Slipsager i "Undercover boss".

 

 

Direktøren bliver fyret
Henrik havde ikke det bedste forhold til sin far og forlod Danmark som 17-årig og slog sig ned i USA. Han fik job hos ABM Industries, arbejdede sig stædigt opad og kunne som 33-årig sætte sig i chefstolen for USAs førende virksomhed indenfor vedligehold og service.

Nu går han undercover i sit eget firma - som hollandsk immigrant, der er på jagt efter et job. Men Henrik får noget af et chok, da han bliver fyret af en af sine egne ansatte, og hans højdeskræk bliver for alvor udfordret, da han bliver sat til at pudse vinduer på en skyskraber - udvendigt.

Samtidig bliver turen blandt de ansatte også en følelsesmæssig affære for Henrik. Den 11. september 2001, hvor World Trade Center blev angrebet,  var Henrik Slipsager også chef for ABM, hvor både ansatte og flere af de ansattes pårørende mistede livet.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}