
Morten Spiegelhauer graver dybt i energigiganten E.ON's hemmeligheder i "Operation X: Den varme hemmelighed" torsdag 29. september kl. 20.00 på TV 2.
Varmeregninger på 40.000 kr. om året har fået en indædt fjernvarme-krig mellem verdens største private energiselskab, E.ON, og deres kunder til at bryde ud. Morten Spiegelhauer undersøger, hvad der ligger bag konflikten, der i øjeblikket raser på Sjælland.
Indbyggerne i byer som Slagslunde, Skævinge og Gørløse, har siden E.ON overtog fjernvarmen, følt sig stavnsbundne til deres huse. De har ikke råd til at betale E.ON’s dyre fjernvarmepriser, men de har heller ikke råd til at købe sig ud af fjernvarmeaftalen. Samtidig er deres huse nærmest usælgelige, da meget få ønsker at købe et hus med en årlig varmeregning på 40.000 kroner.
Mistanke mod E.ON
Det store spørgsmål er, hvad den kommercielle energi-gigant E.ON overhovedet laver på det danske fjernvarmemarked. For her fungerer det såkaldte hvile-i-sig-selv princip. I hvert fald ifølge loven. For på fjernvarmeområdet må producenterne ikke udnytte deres monopol til at tage overpriser. Men E.ON’s kunder har mistanke om, at energiselskabet ulovligt malker kunderne og fører pengene over i moderselskabet.
Vil ikke udlevere oplysninger
For at undersøge sagen slår Morten Spiegelhauer sig ned i forsamlingshuset i Slagslunde. Herfra forsøger han at grave alle de oplysninger frem, der ligger til grund for E.ON’s priser. Men E.ON har ikke umiddelbart tænkt sig at give de oplysninger fra sig.
På andre fjernvarmeværker kan man få oplyst alle detaljer omkring produktionsomkostningerne - lige ned til hvor meget, der bliver brugt på frimærker. Og man kan også få lov til at se alle bilagene, hvis man har lyst. Men hos E.ON har de konkurrencehensyn at tage hensyn til. Det er i hvert fald det, der er begrundelsen for ikke at udlevere oplysninger, når både "Operation X" og Energitilsynet ønsker at kigge dem i kortene.
Stædigt gravearbejde
Med stædigt gravearbejde lykkedes det alligevel at fremskaffe interessante oplysninger, og Morten Spiegelhauer inviterer E.ON’s kunder til stormøde i Slagslunde Forsamlingshus.
Se "Operation X: Den varme hemmelighed" torsdag 29. september kl. 20.00.