Ny bog: "Bare Bubber"

05. juli 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Niels Christian Meyer - alias Bubber - debuterer som forfatter med en selvbiografi.

Omslaget til Bubbers selvbiografi, der udkommer 30. august.

Niels Christian Meyer - bedre kendt som Bubber - har gennem livet prøvet masser af forskellige jobs og udfordringer.

30. august 2011 kan han også skrive forfatter på sit CV. Denne dag udkommer nemlig hans selvbiografi "Bare Bubber" på forlaget Lindhardt og Ringhof. Og af biografien fremgår, at der også er meget, Bubber ikke kan.

Han kan f.eks. ikke skrive og læse som alle andre. Men i stedet for at være klassens dumme dreng traf Bubber tidligt en beslutning om, at han ville have succes på anden måde.

Bubbers biografi handler om at se sine muligheder og bruge de talenter, man har, og ikke lade sig bremse af, hvad omverdenen siger, man bør eller kunne gøre.

Ifølge forlaget fortæller Bubber i bogen ærligt om sit liv og bringer læserne fra barndommen i det prominente liebhaverkvarter i Hellerup med sejlklubliv, drengerøvsture, skoleproblemer og ungdomsaffærer til arbejdet på daværende Kanal2, hvor han fik sit badekars-gennembrud.

Han fortæller også, hvad han har lært af sine fejltagelser - hvordan han har kæmpet for at holde sammen på familien efter en affære, som havnede på spisesedlerne, og hvordan han fik sin karriere på ret køl efter at være blevet afskediget som børneredaktør på TV 2.

"For Bubber har en indre overlever, der altid samler ham op. En overlever, der hellere vil svælge i det gode end det dårlige", skriver forlaget i en pressemeddelelse.

Bubber er igen i efteråret 2011 aktuel på TV 2 med nye udgaver af programserien "Danmark ifølge Bubber".

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}