"Operation X: Firmafest på statens regning"

13. april 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Er paintball og matchracesejlads arbejdsmarkedsuddannelser? Det er spørgsmålet i "Operation X" mandag 18. april.

Er paintball og matchracesejlads arbejdsmarkedsuddannelser, spørger Morten Spiegelhauer i "Operation X" på mandag. (Foto: Peter Mühlhausen / TV 2)


Hvad har paintball i skoven med arbejdsmarkedsuddannelse at gøre? Ikke meget skulle man tro. Men når Morten Spiegelhauer og ”Operation X” undersøger markedet for AMU-kurser, afsløres det, at danske skatteydere er med til at betale for firmafesten, når virksomheder tager på teambuilding i skoven.

Opfindsomheden er særdeles stor blandt de mange private kursusudbydere, når der skal søges tilskud fra staten. Aktiviteter som paintball, gourmetmadlavning og matchracesejlads kan nemt trylles om til statsstøttet arbejdsmarkedsuddannelse.

”Operation X” opretter egen kursusvirksomhed og afslører på den måde, hvordan man i branchen svindler med de midler, der er beregnet til at opkvalificere den danske arbejdsstyrke.

Kurser finder aldrig sted
Formålet med det danske AMU-system er netop at opkvalificere den danske arbejdsstyrke. Det er en samfundsmæssig gevinst, og derfor finansierer staten en stor del af systemet.

Men ”Operation X” dokumenterer, hvordan der snydes med systemet. Private kursusudbydere søger nemlig godtgørelse for kurser, der aldrig finder sted. Og der søges godtgørelse for langt flere dage, end kurserne reelt varer.

Kreative metoder
”Operation X” undersøger flere af de private firmaer, der udbyder AMU-kurser, og afdækker nye kreative metoder til at hive penge ud af systemet. Mr. Happy Goes Lucky fra Randers har for eksempel gennemført en lang række AMU-kurser hos virksomheden Jysk Telemarketing.

Det har udløst 2,6 millioner kr. i løngodtgørelse til Jysk Telemarketing. Men ”Operation X” har talt med flere tidligere ansatte, som ikke kan nikke genkendende til de mange kurser, de angiveligt skulle have gennemført.

Blandt andet har en medarbejder, været på kursus i ”spildrater og gennemløbstid” – på papiret! I virkeligheden modtog han helt almindelig oplæring i virksomheden. Alligevel udløste kurset en godtgørelse til Jysk Telemarketing.

Drømmejob i Danmark
Hos JobTeam i Esbjerg har man fundet en anden måde at trække millioner af kroner ud af statskassen. Arbejdsløse udlændinge lokkes hertil med løfter om drømmejob i Danmark. Når de udenlandske statsborgere kommer hertil, skal de først på AMU-kursus i dansk i et halvt år, og det betaler staten.

En forudsætning for, at de udenlandske statsborgere kan få udbetalt statsstøtte, er, at de har tilknytning til det danske arbejdsmarked. Og det klarer JobTeam ved at udstyre dem med ansættelseskontrakter fra firmaer, hvor de aldrig har arbejdet.

Når kursisterne har brugt et halvt år på at lære dansk, bliver den fiktive ansættelse opsagt. Pludselig findes det drømmejob, de var stillet i udsigt, ikke. De må vende hjem igen uden at have fået noget ud af deres anstrengelser. Staten får heller ikke noget ud af de mange millioner, den har betalt. Kun JobTeam ser ud til at profitere på arrangementet.

---------------------

”Operation X: Firmafest på statens regning” sendes på TV 2 mandag 18. april kl. 20.00.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}