Sæsonpremiere på ”CPH Lufthavnen”

05. januar 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Torsdag 13. januar er der sæsonpremiere på reportageserien om Københavns Lufthavn på TV 2.

Martin og Michael fra Security i "CPH Lufthavnen".

Lufthavnen i Kastrup oser af forventning og eventyr og er hver dag knudepunkt for 60.000 meget forskellige passagerer med helt forskellige baggrunde og behov. Det er også Danmarks største arbejdsplads med 20.000 medarbejdere, der hver dag sørger for, at alle kommer godt ud og hjem fra deres rejser. Lufthavnen rummer rigtig mange forskellige arbejdsfunktioner lige fra bagagebånd til kontroltårn, parfumeafdeling, dyrlæge og mange andre fagområder.

I sæson 2 af ”CPH Lufthavnen” følger vi igennem otte afsnit en række af de medarbejdere, som skaber de uundværlige rammer for passagerernes rejser. Det gælder blandt andet dutymanager Peter, politiassistenten Suzette, dyrlægen Sanne, supervisorerne Lars, Martin og Michael fra Security, tolderne Søs og Torben samt gatemanagerne Michelle og Lise. 

Den travle lufthavn
I første afsnit, torsdag 13. januar kl. 21.25, møder seerne blandt andet Martin og Michael fra Security, som får et alarmopkald, da et fly har problemer med sit landingshjul. Alarmen opgraderes, og flere udrykningskøretøjer bliver tilkaldt.
Seerne møder også Lonnie og hendes mand der i fire år har ventet på at adoptere. Nu er dagen endelig kommet, hvor parret kan vise deres ni måneder gamle, sydafrikanske datter, Sofie, frem til hele familien i ankomsthallen.
Og så skal gatemanageren Lise hjælpe nogle amerikanske krydstogtspassagerer - bl.a. Charles, der sidder i kørestol. Ved flyafgang opstår der problemer, som kan betyde, at Charles slet ikke kommer af sted.

De to gatemanagers fra "CPH Lufthavnen", Lise (til venstre) og Michelle.

Gatemanageren Lise
- Jeg har været i lufthavnen i 24 år, og det har jeg, fordi det er en virkelig spændende arbejdsplads. Det er et meget alsidigt arbejde, hvor alt kan ske. Hver dag møder jeg mange forskellige mennesker med mange forskellige nationaliteter og ønsker. Og så er der den der helt særlige forventnings-atmosfære i lufthavnen, som jeg har mærket hver dag i de 24 år, jeg har været her. Det er fantastisk. Men det bedste er mine vidunderlige kollegaer, siger gatemanageren Lise og fortsætter:

- Jeg glæder mig utroligt meget til at se programmerne. Jeg har selv et travlt arbejde, hvor jeg fokuserer på mine opgaver, så det bliver spændende at få et bedre indblik i nogle af mine kollegaers funktioner og dagligdag.

----------------------------------

Første afsnit af ”CPH Lufthavnen” sæson 2 vises på TV 2 torsdag 13. januar kl. 21.25

Se programmets Facebooksite HER

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}