
Fredag 14. august kan TV 2s tekniske chef, Lars Esben Hansen, fejre 60-års-fødselsdag.
Lars Esben Hansen - 60 år fredag 14. august.
Af finansdirektør
Peter Normann,
TV 2|DANMARK
Jeg har kendt Lars Esben i halvandet år og lærte hurtigt, at han er en af de gamle i dansk tv. Lars Esben har været 18 år hos TV 2 og mange år hos DR i Århus forinden. Teknisk afdeling er ofte øretævernes holdeplads, og undervejs er Lars Esben blevet truet med fyring, hvis ikke han ville makke ret. Lars Esben har dog sine meningers mod og fremhæver jævnligt, at han har ”overlevet” nu syv direktører i TV 2. Det kan jeg så tolke, som jeg vil.
Lars Esben er fagligt højt respekteret, selvkørende, flittig, loyal, ordholden, robust, direkte i sin stil og handlingsorienteret. Abstrakte og luftige strategier og dyre konsulenter lægges væk til fordel for operationelle og konkrete handlingsplaner. Der skal være ”luft i dækkene”, og næsen skal i sporet.
Lars Esben er også sprogekvilibrist. Han evner med et billedligt sprog og visuelle virkemidler at gøre opmærksom på sine synspunkter. En anekdote herom er, da Lars Esben i 2007 iført hjemmelavet præstekjole begravede den gamle Betacart-maskine, som var blevet anvendt, fra TV 2 gik i luften.
De senere års ekspansionsfase har sat sit kraftige aftryk på teknisk afdeling med udvidelse af Kvægtorvet og indflytning på Teglholm Allé. Investerings- og omkostningsbudgetter for disse anlægsinvesteringer er i min tid (siden foråret 2008) blevet overholdt og kommet under kontrol. Lars Esben har en forkærlighed for TV 2s fynske aktiviteter, og han var fra starten meget skeptisk over for udvidelsen af de københavnske aktiviteter og anvendelsen af Teglholmen som tv-station. Lars Esben har på trods af en meget hektisk og forhastet proces været med til at skabe en god arbejdsplads i København.
I disse tider er økonomien (desværre) i højsæde på TV 2. Lars Esben har derfor været på økonomikursus i år. Spørgsmålet er imidlertid, om man kan lære en gammel cirkushest, som forstår godt købmandskab, mere. Det kan jeg godt tvivle på...
Lars Esben har også været drivkraften i at sikre, at TV 2 i december 2009 er ”host broadcaster” på Klimakonferencen i København. Det er en stor opgave, som får julelysene frem i øjnene på Lars Esben, og TV 2s og East Productions tekniske færdigheder og kompetencer vil blive testet i denne store og spændende opgave.
Efter sigende er Lars Esbens store private interesser jagt, sejlads og ”gør det selv”-byggeprojekter. Lars Esben kan overkomme meget, og jeg er sikker på, at han ofte har slået store brød op, når han er gået i gang med et ”handyman”-projekt. Jeg har ved selvsyn konstateret, at Lars Esben også er af den støbning, som siger ”kan du gå i byen om natten, kan du også være på arbejde næsten morgen”.