Underholdende jul på TV 2

17. december 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

Juledagene og dagene omkring årsskiftet er fyldt med underholdende programmer på TV 2.

Seerne kan glæde sig til Tom Jones, når TV 2 søndag 28. december kigger tilbage på 2008.

Den søde ventetid bliver noget sødere på TV 2. Juleaftensdag fra kl. 13.50 julehygger "Go' morgen Danmark"-værterne Line Baun Danielsen og Ole Stephensen i Tivoli – blandt andet sammen med Bubber og Pyrus (Jan Linnebjerg), juleklip, gode råd til sidste-øjebliks-gaver, og så kigger TV 2s nye børneværter, Jeppe og Marie, indenfor.

I ”Go’ aften Danmark” kl. 18.20 kan seerne møde familien fra TV 2s familiejulekalender "Mikkel og Guldkortet", som fortæller, hvordan det har været at være med i julekalenderen, og hvordan de selv fejrer jul.

Der er gode grin i vente, når TV 2 onsdag 24. december kl. 19.15 viser ”150 kg over bæltetstedet”, som er Amin Jensens første one-man-show. Og 2. juledag kl. 18.25 har Danmarks modigste dansere sammensat deres personlige julekort i ”Vild med dans – juleklip 2008”.

”TV 2 008: Året i Kongehuset” indeholder klip fra bl.a. prins Joachim og Marie Cavalliers bryllup.

Og så skal der kigges tilbage på året, der gik, og det bliver med garanti underholdende.

Lørdag 27. december kl. 19.45 gælder det NYHEDERNEs royale årskavalkade i ”TV 2 008: Året i Kongehuset” – et år, der både bød på prins Joachim og Marie Cavalliers bryllup, Kronprins Frederiks 40 års fødselsdag og kronprinsparrets sommertogt med Dannebrog.

Dagen efter gælder det et boblende tilbageblik på 2008 i ”TV 2 008: Året i ord og billeder” kl. 20.00. Trine Panum Kjeldsen og Jesper Steinmetz er værter, superstjerner som Tom Jones, Josh Groban, Sanne og Hej Matematik leverer musikken, mens gæsterne i sofaen tæller Anne-Mette Rasmussen, hendes dansepartner Thomas Evers Poulsen, hendes mand, statsminister Anders Fogh Rasmussen, Villy Søvndal, Lene Espersen, de to danske 49'er-sejlere, Jonas Warrer og Martin Kirketerp, samt 11-årige Jesper, der blev landskendt i programmet "Drengen i den gamle krop" om den sjældne genetiske sygdom progeria.

Endelig kigger TV 2|SPORTEN 29. december kl. 20.00 tilbage på sportsåret i ”Hutlihut 2008”. Det er danskerne selv, der har valgt de otte største danske idrætspræstationer i 2008, og hovedpersonerne fortæller selv, hvordan de oplevede det, da de vandt guld til Danmark.

Fra "TV 2 008: Året i ord og billeder": Statsminister Anders Fogh Rasmussen, Anne-Mette Rasmussen og Thomas Evers Poulsen.

Nytårsaften bliver også underholdende på TV 2. Op til Dronningens nytårstale kigger Natasja Crone og Jes Dorph-Petersen tilbage på året og får kommentarer fra blandt andre TV 2-korrespondent Ulla Terkelsen. Og så kigger TV 2 indenfor hos et par kendte danskere og ser, hvordan de skal feste på årets sidste aften.

Fra kl. 21.30 underholder Amin Jensen i jubilæumsshowet ”Hit med Amin”, derefter er der kongelig underholdning fra Liverpool, inden TV 2 stiller om til Rådhuspladsen i København. Efter rådhusklokker og nytårssang underholder Take That og Celine Dion med fantastiske koncertoptagelser fra henholdsvis London og Los Angeles.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}