Ultimatum: Gå i behandling - eller begynd afskeden med familien

07. april 2010;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 sender to nye afsnit af dokumentarserien "Ultimatum", der sætter fokus på de personlige og følelsesmæssigeomkostninger ved misbrug af alkohol og stoffer.

Helle er alkoholiker, og hendes tre børn vil gøre alt for at få hende i behandling. (Fotos: Koncern / TV 2)


Vejen ud af et misbrug kan ofte virke uoverskuelig – både for misbrugeren selv og for de pårørende. TV 2 sender 8. og 15. april to nye programmer i dokumentarserien "Ultimatum", hvor henholdsvis alkoholikeren Helle og stofmisbrugeren Jonas får stillet et ultimatum af deres nærmeste: Gå i behandling eller sig langsomt farvel til et liv med den nærmeste familie.

"Ultimatum" skildrer de konsekvenser, som afhængighed og misbrug fører med sig. Både for misbrugeren og for de bekymrede pårørende, der er mindst lige så berørte af misbruget.

Flere hundrede tusinde danskere har et misbrug af alkohol eller stoffer, og det er sjældent, misbrugeren kan vinde kampen mod afhængigheden alene. De fleste har brug for professionel hjælp og støtte fra familie og venner.

Helle - mor til tre store børn
Programmet 8. april handler om Helle, der er alkoholiker og mor til de tre store børn Jane, Tine og Morten.

De vil gøre alt for at få deres mor til at gå i behandling for sit misbrug, og de har en plan. Sammen med en professionel behandler overrasker de hende og forsøger at overtale Helle til at tage mod et ophold på et behandlingscenter og blive sit misbrug kvit.

Jonas er 22 år og stofmisbruger, og nu mødes han af et ultimatum: Gå i behandling nu eller sæt familielivet på spil.

Jonas - 22 år og hjemmeboende
Jonas på 22 år er afhængig af hash og stoffer til næsen. Han bor hjemme, og familien er desperat, fordi hans misbrug rammer dem alle. Familien har en plan - de stiller ham et ultimatum om at gå i behandling, fordi de frygter, misbruget vil slå ham ihjel.

TV 2 viste i maj 2009 det første ”Ultimatum”-program, der handlede om alkoholikeren Benny, og den nyskabende og nærgående programgenre førte til en vis debat.

Kan man vise den slags i tv?
I en tv-anmeldelse i Morgenavisen Jyllands-Posten kommenterede tv-anmelderen Dennis Nørmark bl.a. programmet således:

Fra "Ultimatum" i 2009, som blev anmeldt i Jyllands-Posten: Benny (tv.) får stillet et ultimatum af sine børn, bl.a. datteren Julie.

"Kan man vise den slags i tv? Ja, gu' kan man så! For i modsætning til alle de pseudoproblemer, vi præsenteres for i diverse "hjælp mig med min fede mave", "rædselsfulde møblering" og "hæslige have", så var denne families problemer reelle.

Selvudlevering? Ja, men her tjener det et formål i modsætning til "Paradise Hotel" og "Sandhedens Time", og i modsætning til Joan Ørtings parterapi for åben skærm så er selvudleveringen i "Ultimatum" en pris, der er værd at betale for at få noget vigtigt til at ske. Samt åbne seernes øjne for en meget reel problemstilling. Selvudleveringen er her ikke målet i sig selv, men en konsekvens af, at alle andre midler var opbrugte."

----------------------------------

Læs TV 2s svar på fem skarpe spørgsmål om etikken i denne type programmer.

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}