
Storslået eventyrfilm med Sam Worthington - og danske Mads Mikkelsen - søndag 6. januar kl. 21.00.
Danske Mads Mikkelsen som Drago i "Clash of the Titans - Titanernes Kamp". (Foto: TV 2)
Søndag 6. januar kl. 21.00 er der masser af vrede guder, brynjeklædte græske helte og gigantiske monstre, når TV 2 har dansk tv-premiere på den flotte og special effects-fyldte Hollywood-storfilm "Clash of the Titans - Titanernes Kamp" fra 2010. I filmen, der er en genindspilning af klassikeren "Titanernes kamp" fra 1981, laver halvguden Perseus sammen med menneskene oprør mod de urimelige guder - og det går ikke stille for sig.
På rollelisten ses en række store stjerner, blandt andet Sam Worthington, Liam Neeson, Ralph Fiennes - og danske Mads Mikkelsen.
I antikkens Grækenland trækker det op til krig mellem guder og mennesker, fordi menneskerne gør oprør. Byen Argos får et ultimatum af underverdens gud Hades (Ralph Fiennes). Byen skal ofre den smukke prinsesse, Andromeda, inden ti dage, ellers vil urmonstret Kraken tilintetgøre byen og alle indbyggerne.
Min far er en gud - min mor et menneske!
Halvguden Perseus (Sam Worthington), der er søn af Zeus (Liam Neeson), men opvokset som menneske, står med et ben i hver lejr, men efter hans familie er blevet dræbt af Hades, har han valgt side. Han har ikke mere at tabe, så han melder sig frivilligt til en mission, der går ud på at finde ud af, hvordan man kan overvinde Kraken - og nedkæmpe Hades. Med sig har han en gruppe frygtløse krigere, der er ledet af Draco (Mads Mikkelsen).
Vil ikke have hjælp af Zeus
Under den farlige rejse møder gruppen fantastiske skabninger som kæmpeskorpioner og flere hundrede år gamle trækuls-mænd. Undervejs forsøger Zeus at få lov til at hjælpe Perseus i kampen mod Hades, men Perseus betragter sig selv som menneske og afskyer guderne. Vil det lykkes Perseus og hans mænd at redde Argos fra det gigantiske monster Kraken?