’Sygeplejeskolen II’ er kommet flyvende fra start oghar to søndage i træk gjortTV 2 CHARLIE til Danmarks største kanal,når ’Sygeplejeskolen’ er på skærmen.
TV 2 CHARLIE har de to seneste søndage slået fast med syvtommersøm, at kanalen er blevet en væsentlig spiller på det danske marked for tv-serier. De to søndage er dramaserien ’Sygeplejeskolen II’ blevet set af en halv million danskere og har begge dage gjort TV 2 CHARLIE til Danmarks mest sete kanal i dette tidsrum foran både TV 2 og DR1.
Seertallet på en halv million vokser endda til i gennemsnit over 550.000 seere, når Gallup måler den sening, som sker via optagelse og catch up-service i op til syv dage efter tv-visningen. Hertil kommer en meget betydelig sening på TV 2 PLAY samt knap 100.000 seere til genudsendelsen.
TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang, er begejstret for den modtagelse, danskerne har givet den nye sæson af ’Sygeplejeskolen’, og hun lover allerede nu, at der kommer flere sæsoner af TV 2 CHARLIEs serie.
- Efter 'Mercur' i 2017 og ’Sygeplejeskolen’-premieren i 2018 er det nu tredje gang, TV 2 CHARLIE præsenterer stor, dansk fiktion. Det er tydeligt, at disse serier passer godt til kanalens publikum, og derfor er det en stor fornøjelse at kunne fortælle, at vi vil producere flere sæsoner af ’Sygeplejeskolen’, siger Katrine Vogelsang og fortsætter:
- Det har krævet en helt ekstraordinær indsats af skuespillere og resten af produktionen at levere ’Sygeplejeskolen II’ så hurtigt efter første sæson. Denne gang er der brug for lidt mere arbejdsro med sæson 3 og 4, og for at give serien de bedst mulige betingelser sætter vi arbejdet i gang allerede nu, siger Katrine Vogelsang, der endnu ikke kan sige, hvornår ’Sygeplejeskolen III’ og ’Sygeplejeskolen IV’ er klar på TV 2 CHARLIE og TV 2 PLAY.
Rekordhøj vurdering til ’Sygeplejeskolen’
Det er ikke alene med et højt seertal, at danskerne har vist deres opbakning til ’Sygeplejeskolen’. Seerne har også givet sæsonens to første afsnit af ’Sygeplejeskolen II’ en meget høj kvalitetsvurdering på 4,5 i gennemsnit på skalaen fra 1 til 5, hvor 5 er bedst.
Det er usædvanligt høje vurderinger – faktisk blandt de højeste vurderinger på dansk tv i 2019.
Betydelig interesse fra udlandet
Også i udlandet er der interesse for ’Sygeplejeskolen’, hvis første og anden sæson er solgt til Norge, Sverige og Finland. Uden for Norden er ’Sygeplejeskolen’ solgt til Holland, Belgien og Luxembourg (Benelux), Spanien og lande i det tidligere Jugoslavien, mens der er forhandlinger i gang med andre lande.
Første sæson af ’Sygeplejeskolen’, der blev sendt i efteråret 2018, er den mest sete programserie nogensinde på TV 2 CHARLIE.
Næste afsnit af ’Sygeplejeskolen II’ kan ses på TV 2 CHARLIE søndag 31. marts klokken 20.55 – eller allerede nu på TV 2 PLAY.
’Sygeplejeskolen II’ er produceret af SF Studios med producer Senia Dremstrup, manuskriptforfatterne Lars Mering og Claudia Boderke samt de to instruktører Roni Ezra og Lars Kaalund i spidsen.
Læs mere og se flere billeder fra 'Sygeplejeskolen II' i TV 2s pressemateriale.