TV 2 inviterer danskerne til Knæk Cancers store indsamlingsshow

23. oktober 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

”Knæk Cancer Live” byder på sjov for alvor – og på gribende og rørende historier om livet som kræftpatient og som pårørende.

Et udsnit af de værter og komikere, som seerne kan møde i ”Knæk Cancer Live” - fra venstre: Natasja Crone, Lasse Rimmer, Mikkel Beha Erichsen, Cecilie Beck, Anders Breinholt, Thomas Warberg og Brian Lykke. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

TV 2s Knæk Cancer-uge kulminerer med det kæmpestore indsamlingsshow ”Knæk Cancer Live”. Det sker lørdag 26. oktober, hvor otte af TV 2s værter inviterer seerne indenfor til en aften, der byder på både rørende fortællinger om livet som kræftpatient og som pårørende - og på de helt store grin, når bl.a. "Klovn" og "Live fra Bremen" ruller sig ud.

I løbet af aftenen guider fire hold TV 2-værter seerne igennem det store ”Knæk Cancer Live”-show. Værtsparrene er Cecilie Beck og Mikkel Beha Erichsen, Natasja Crone og Anders Breinholt, Divya Das og Morten Ankerdal samt Ida Wohlert og Hans Pilgaard.

- Vi er i fuld gang med en af de vigtigste og meget bevægende TV 2-uger, hvor vi står sammen med danskerne mod kræft, og hvor vi kombinerer oplysning, indsamling og underholdning. Og vi glæder os til at fuldføre ugen med mere journalistik, nye dokumentarer og de store shows ”Vild med dans knækker cancer” fredag aften og ”Knæk Cancer Live” lørdag aften, siger eventchef hos TV 2, Ulla Pors Nielsen.

Musik med bl.a. Rasmus Seebach
På musiksiden kan seerne glæde sig til Rasmus Seebach, Agnes Obel, Nabiha og Kim Cesarion live på scenen, mens Lasse Rimmer i call-centeret taler med de mange skuespillere, politikere, musikere m.fl., der sidder ved telefonerne aftenen igennem.

I comedy-delen af ”Knæk Cancer Live” får tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen bl.a. besøg af ”Klovn” i skikkelse af Casper Christensen og Frank Hvam, mens musiker og komponist mm. Nikolaj Steen har store problemer med at få komponeret en Knæk Cancer-støttesang i en sketch, hvor en masse af landets største musiknavne medvirker.

Derudover byder aftenen på flere sketcher, parodier, live-standup mm., og fra ”Live fra Bremen” kan seerne bl.a. møde ’De Royale Nyheder' (Brian Lykke og Thomas Warberg), 'Psykologen' (Vicki Berlin) og ’Rødvinsklubben’ (Robert Hansen og Brian Lykke).

Sidste år imponerede Knæk Cancer-ugen med en samlet indsamling på 102 millioner kroner. Det har muliggjort en lang række forskningsprojekter, en ny indsats på området for patientstøtte og nye, vigtige informationskampagner.

Se med når Knæk Cancer-ugen kulminerer i et brag af et indsamlingsshow - hvor DU kan være med til at gøre en forskel.

”Knæk Cancer Live” produceres for TV 2 af produktionsselskabet Douglas.

-------------------------

Læs flere artikler om Knæk Cancer 2013 her

Se trailer for Knæk Cancer her

Læs mere på Knæk Cancer på tv2.dk

Følg Knæk Cancer på Facebook her

Følg Knæk Cancer på Instagram her

Følg Knæk Cancer på Twitter her

 

 

 

Billede {0} af {1}