TV 2 indsamler 100 millioner til Kræftens Bekæmpelse

Danmarks største indsats mod kræft – TV 2s Knæk Cancer – blev en stor succes og sikrer nye midler til forskning og patiensstøtte.

Glade værter, komikere, skuespillere og callcenter-deltagere på ssenen efter det suvvesfulde "Knæk Cancer Live!". (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

En uges oplysning, underholdning og indsamling mod kræft på TV 2 kulminerede lørdag aften med det nyskabende indsamlingsshow ”Knæk Cancer Live!” og en samlet indsamling i løbet af hele Knæk Cancer-ugen på lidt over 100 millioner kroner til Kræftens Bekæmpelse – et beløb, som er endnu højere, end Kræftens Bekæmpelse havde turdet håbe på.

- Det har været fantastisk at mærke den varme og solidaritet med kræftpatienterne, som hele Danmark har vist i løbet af ugen. Hver eneste sms, lotterispil eller donation fra en virksomhed, en privatperson eller en gruppe af borgere har jo været en besked om, at vi står sammen i kampen mod kræft. Jeg ved, at det varmer hos kræftpatienterne og deres familier, og det er et fantastisk rygstød til vores arbejde i Kræftens Bekæmpelse, siger direktør Leif Vestergaard Pedersen, Kræftens Bekæmpelse, og fortsætter:

Et travlt callcenter - her med bl.a. Søs Egelind og Søren Østergaard - var med til at sikre et særdeles flot indsamlingsresultat.

- Jeg er taknemmelig og rørt over den store opbakning – både fra private danskere, fra virksomhederne og ikke mindst fra TV 2 og stationens medarbejdere, som er gået meget aktivt og engageret ind i kampen mod kræft,

- Nu kan vi komme endnu videre i arbejdet med at hjælpe kræftpatienterne og med at forske i sygdommen. Bl.a. går vi nu i gang med en tredje generation af en stor befolkningsundersøgelse, som skal gøre os meget klogere på, hvorfor vi får kræft. Det vil være med til at knække cancergåden og dermed redde liv i fremtiden, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Knæk Cancer-kampagnen er den første af sin slags i Danmark. I Storbritannien med 11 gange flere indbyggere blev der for nylig indsamlet godt 6 millioner pund (svarende til cirka 56 millioner kroner) ved et cancer-indsamlingsshow.

Folkene fra "Live fra Bremen" leverede aftenen igennem sketches - her tv-køkken med Lars Hjortshøj som Adam Price (tv.) og Thomas Warberg som James Price og Simon Talbot som vært i tv-køkkenet.

Knæk Cancer kommer igen i 2013
TV 2s programdirektør, Palle Strøm, garanterer, at Knæk Cancer kommer igen i uge 43 i 2013. Det skyldes både succes med tv-dækning og med at indsamle penge, der skal være med til at knække cancer-kurver.

- Kampen mod kræft er en folkesag og dermed en TV 2-sag. Vi vil gerne gøre en forskel, og med Knæk Cancer synes jeg, vi har skabt større åbenhed, accept og ikke mindst en stemning af håb, trods og sammenhold på et meget alvorligt område. Kampen slutter ikke her, heller ikke på TV 2. Det her er kun begyndelsen, siger Palle Strøm, der også lægger vægt på, at TV 2 med Knæk Cancer-programmerne markant har fornyet danske indsamlingsshows.

Stor jubel på scenen i "Knæk Cancer Live!", da aftenens resultat viste sig at overstige 100 millioner kroner.

- At bruge en hel uges tv-programmer på at oplyse, underholde og indsamle mod kræft har været helt nyt, og fredagens ”Vild med dans” og lørdagens ”Knæk Cancer Live!” har i endnu højere grad fornyet indsamlings-genren. Aldrig tidligere har dansk tv præsenteret et show, som – i en god og alvorlig sags tjeneste – har formået at blande sjov og alvor på en ny og begavet måde, som det skete i ”Knæk Cancer Live!”. Jeg er superstolt af vores programmer og af den holdånd hos TV 2, de involverede produktionsselskaber og Kræftens Bekæmpelse, som har ført til dette resultat, siger Palle Strøm.

Stor opbakning
På scenen bidrog førende komikere, skuespillere, sangere, musikere og tv-værter til festlighederne, og i call-centeret sad et stort antal kendte danskere klar til at modtage opkald fra de mange seere, der ringede ind for at bidrage.

Otte TV 2-værter stod på skift - to og to - for at guide publikum gennem aftenen. Her ses aftenens første værtspar Cecilie Beck (tv.) og Hans Pilgaard, da de videregav stafetten til aftenens andet værtspar, Natasja Crone og Morten Ankerdal.

I løbet af ugen har en række TV 2-programmer bidraget stort til indsamlingen – ved konkurrencer, lotterier og opfordringer til støtte. Nogle de store bidrag kom fra ”Vild med dans”-seerne (over 22 millioner kroner), ”Go’ morgen Danmark” og ”Go’ aften Danmark” (syv millioner kroner) og ”Hvem vil være millionær?” (to millioner kroner).

En række virksomheder med hovedsponsorerne HTH, Netto og Bestseller i spidsen har ligeledes støttet Knæk Cancer med store beløb.

Både virksomheder og private kan stadig bidrage til indsamlingen. Læs mere på knækcancer.tv2.dk, hvor også en række private indsamlinger fortsætter i de kommende dage. Det samme gør Kræftens Bekæmpelses lotteri med en hovedpræmie på én million kroner.