TV 2 giver dig inspiration til den nye madpakkesæson

'Go' morgen Danmark'-vært Mikkel Kryger og kok Louisa Lorang står i spidsen for 'Go' madpakke'-eventen i august. (Foto: Nordisk Film TV / TV 2)

I disse dage begynder skolerne igen efter sommerferien – og det samme gør sæsonen for madpakker. ’Go’ morgen Danmark’ giver dig hjælp og inspiration til opgaven i hele august.

Når skolerne i disse dage begynder igen efter ferien, er det samtidig startskuddet til en ny periode med daglig smøring af madpakker – en aktivitet, som få elsker, og mange gerne ville undvære. Fra næste uge er der hjælp og inspiration til madpakken at hente i ’Go’ morgen Danmark’.

- Med initiativet ’Go’ madpakke’ går vi til kamp mod kedelige madpakker. Samtidig vil vi inspirere til, hvordan du – uden at det skal være besværligt og meget tidskrævende – kan gøre din egen og børnenes madpakker sundere og lækrere, siger TV 2s redaktør på ’Go’ morgen Danmark’, Helle Sønderby.

Det bliver ’Go’ morgen Danmark’-vært Mikkel Kryger og kokken Louisa Lorang, der står i spidsen for ’Go’ madpakke’ fra mandag 8. august. ’Go’ madpakke’ sender denne dag direkte fra den første skoledag på Pedersborgskolen i Sorø.

Frisk på at prøve noget nyt?
Louisa Lorang og Mikkel Kryger har været ude i landet og undersøge børnenes madpakker på tre forskellige skoler, og de har herefter givet en ”Go’-madpakke” til børn, der er friske på at prøve noget nyt. 

’Go’ madpakke’ fortsætter i de kommende uger, hvor Louisa Lorang giver madpakke-inspiration i studiet – både alene og sammen med kendte danskere og deres børn. Det hele kulminerer i forbindelse med Arla Food Fest 26. og 27. august, hvor ’Go’ morgen Danmark’ sender live fra Kongens Have i København. 

’Go’ morgen Danmark’ sendes i de førstkommende uger alle hverdage fra klokken 6.30. Efter OL er ’Go’ morgen Danmark’ også tilbage lørdag og søndag fra klokken 8.00.

--------------

Få Louisa Lorangs fem bedste madpakketips her.