To nye sommervikarer i "Go' morgen Danmark"

06. juni 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 følger op på 2010-succesen og sender "Go' morgen Danmark" hele sommeren. Nye værter er Jacob Wilson og Mikkel Herforth sammen med "veteranen" Lisbeth Østergaard.

Allerede i morges var Jacob Wilson (til venstre), tidligere "Bingo Banko"-vært på TV 2, på skærmen i "Go' morgen Danmark". Den anden medvikar er Mikkel Herforth, som senest har været på skærmen i "Han, hun og haven". (Fotos: Henrik Ohsten / TV 2)


En af de største succeser i dansk tv i 2010 var TV 2s udsendelse af morgen-tv hele sommeren i stedet for at holde fire-fem ugers sommerferie. Og den succes følges nu op i sommeren 2011.

Fra mandag 4. juli sender TV 2 "Go' sommer Danmark", og det bliver med bl.a. to nye værter og med den rutinerede Lisbeth Østergaard, som løser værtsopgaverne, mens den faste stab af værter holder sommerferie.

Allerede mandag morgen var Jacob Wilson, som var vært i første sæson af "Bingo Banko" på TV 2, på skærmen sammen med Katrine Hertz Mortensen. Den anden morgenvikar er Mikkel Herforth, som senest har været på skærmen i "Han, hun og haven".

”Go’ morgen Danmark” sendes dermed alle hverdage hele sommeren, og "Go' aften Danmark" sendes ligeledes hele sommeren bortset fra de tre uger i juli, hvor "Tour de France-studiet" overtager sendetidspunktet klokken 18.20.

Go' aften Roskilde
Også på et andet område er der nyt på vej fra redaktionen af "Go' morgen Danmark" og "Go' aften Danmark".

Årets Roskilde Festival, der løber af stablen fra 30. juni til 3. juli, får nemlig indflydelse på både "Go' morgen Danmark" og "Go' aften Danmark"-udsendelserne. "Go' morgen Danmark" vil have festivalstof i ugen op til festivalens start, mens "Go' aften Danmark" flytter ud af sommerstudiet i Tivoli og sender direkte fra festivalpladsen i Roskilde torsdag 30. juni og fredag 1. juli.



Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}