Tæl ned til jul med ’Juleønsket’

Julie (Olivia Hillingsø) - yderst til højre - med sin halvstoresøster Mie (Marie Boda), mor Vidgis (Signe Skov), far Karsten (Esben Dalgaard) og lillebror Toke (Pelle Falk Krusbæk). (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Julie (Olivia Hillingsø) - yderst til højre - med sin halvstoresøster Mie (Marie Boda), mor Vidgis (Signe Skov), far Karsten (Esben Dalgaard) og lillebror Toke (Pelle Falk Krusbæk). (Foto: Per Arnesen / TV 2)

25. november 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Magi i luften fra 1. december: Årets familiejulekalender på TV 2, ’Juleønsket’, handler om alt det, der binder os sammen.

I 'Juleønsket' møder vi 12-årige Julie, der kun har ét ønske til jul, og det er at være sammen med sin familie juleaften. Med hele sin familie - mor Vigdis, far Karsten, halvstoresøster Mie og lillebror Toke.

Men både hendes mor og far skal arbejde 24. december, og Mie skal holde jul med sin mor. Så Julie ønsker - sådan rigtigt ønsker - at hun skal være sammen med hele sin familie juleaften.

Se trailer for ’Juleønsket’ herunder.

Rafi skal opfylde ønsket
Julies ønske bliver hørt et helt andet sted - nemlig højt oppe i skyerne i engleverdenen. Her skal problemenglen Rafi lære disciplin og medfølelse, før han kan få sin fulde englestyrke og vinger. Derfor beslutter ærkeenglene at sende ham ned på jorden som en almindelig skoledreng med den specifikke opgave at opfylde Julies ønske. 

Kort efter Rafi ankommer endnu to engle: Gabi og Michael under dække af at være Rafis familie. Men i virkeligheden er de på hemmelig mission for at bekæmpe en ældgammel dæmon, der truer med at kaste hele verden ud i kaos. 

I løbet af december hvirvles Julie, Rafi og Julies bedste ven Willy ind i et fantastisk eventyr om mennesker og engle, om kampen mellem det gode og det onde, om familie og venskaber samt hemmeligheder og jul.

Læs om TV 2s magiske lågekalender og app her.

Julie (Olivia Hillingsø) har kun ét brændende ønske: At være sammen med hele sin familie juleaften. Men planen ser ud til at smuldre, da begge forældre skal arbejde 24. december, og Julies halvsøster, Mie, skal holde jul hos sin egen mor. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Musik af Rasmus Seebach
I rollerne som Julie, Rafi og Willy ses Olivia Hillingsø, Jonathan Lindinger og Helmer Solberg, og i voksenrollerne ses bl.a. Esben Dalgaard, Signe Skov, Lærke Winther, Troels Malling, Allan Hyde, Johan Olsen, Sonja Oppenhagen, Morten Suurballe, Donald Andersen og Marijana Jankovic.

Ina Bruhn er hovedforfatter, Carsten Myllerup har instrueret, og 'Juleønsket' er produceret af Cosmo Film med støtte fra FilmFyn og FORD. Tidligere har Cosmo Film produceret familiejulekalenderne 'Jesus og Josefine' og 'Jul i Valhal' for TV 2.

Rasmus Seebach har skrevet to af sangene til 'Juleønsket', nemlig titelsangen 'Lille store verden' og 'Der' noget i december', som han selvfølgelig også synger.

Julekalender på TV 2 PLAY
Der er snigpremiere på første afsnit af 'Juleønsket' fra om morgenen 1. december på TV 2 PLAY, hvor man i øvrigt kan følge med i julekalenderen præcis, når det passer bedst. Og når et afsnit har været vist på TV 2, vil det efterfølgende ligge klart sammen med de tidligere afsnit.

Det betyder, at der med TV 2 PLAY hver dag er mulighed for at se dagens afsnit, før det bliver sendt på TV 2, og man samtidig aldrig skal være bange for at gå glip af et afsnit. Alle afsnit af 'Juleønsket' genudsendes også på TV 2 dagen efter første visning.

24. december er der herudover mulighed for at se samtlige afsnit af 'Juleønsket' gratis på TV 2 PLAY.

-----------------

Følg 'Juleønsket' på:
jul.tv2.dk her
Facebook her
Instagram her

TV 2 PLAY

#JULEØNSKET

Billede {0} af {1}