Syv år med Merethe

30. juli 2008;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 sender snart tre nye afsnit af serien ”Merethes Mave”, men først sendes de fem første afsnit i en nybearbejdet version.

Snart sender TV 2 nye afsnit i serien "Merethe mave".

Det begynder helt tilfældigt søndag 7. januar 2001 på en gårdsplads i Ubberup ved Kalund-borg. TV 2-journalist Ole Kolster er lige gået i gang med de første optagelser til serien ”Livet er fedt”, da en ung kvinde på 29 år efter mange overvejelser vover sig hen til ham og hans fotograf.  Hun spørger nysger-rigt, selv om hun godt kender svaret: ”Hvad har I gang i?,” og samtidig signalerer hun, at ”I skal ikke regne med mig i den serie”.

- Jeg havde brugt lang tid på at finde de rig-tige medvirkende til ”Livet er fedt”, og plud-selig stod Merethe Kasten foran mig i sit løsthængende, sorte tøj. Hun var på samme tid fræk og kostbar, så jeg blev interesseret, siger Ole Kolster om sit første møde med Merethe.
 
TV 2-journalisten fortæller ikke Merethe om sin interesse. I løbet af eftermiddagen møder han hende flere gange, og ”pumper” hende for personlige oplysninger, men han fortæller ikke, at der stadig er en ledig plads på holdet.

 - Jeg var sikker på, at her var en usædvanlig kvinde med en usædvanlig historie. Hun var sårbar og ærlig, havde en fantastisk udstråling, og så var hun en fremragende fortæller. Hende ville jeg have med i serien, men jeg var bange for, at hun ville sige nej, fortæller Ole Kolster, som valgte at gennemføre et overraskelsesangreb på Merethe, da hun igen kom tæt på tv-holdet.

- Skal vi ikke gå over på dit værelse og snakke lidt sammen, sagde Ole Kolster og tilføjede med lidt lavere stemme, og så kan vi da lige så godt filme samtidig. 

Det blev begyndelsen til et samarbejde, som nu har varet i syv år.

En million seere
Merethe skrev tv-historie sammen med Allan, Line, Susanne og Marianne i serien ”Livet er fedt”. Det blev til 29 afsnit, som ofte nåede et seertal på den gode side af en million. 

I 2006 sendte TV 2 serien ”Merethes Mave” i fem afsnit. Igen fulgte omkring en million seere Merethes kamp, da hun besluttede at få en operation, som skulle formindske hendes mave og hendes vægt. Og nu kommer der et gensyn med de første fem programmer samt tre helt nye afsnit af serien.

- Jeg besluttede allerede i foråret 2006, at der skulle produceres en opfølgning på ”Merethes Mave”. Hvordan ville det gå med operationen, hvor ville vægten ende? Og ikke mindst, hvordan ville Merethe få det i sit nye liv, siger Ole Kolster, som sammen med sine fotografer har fulgt Merethe i 2006, 2007 og helt frem til sommeren 2008.

- De nye afsnit viser overraskende sider af Merethe som selvstændig forretningskvinde, som foredragsholder og entertainer, men også gamle, klassiske Merethe-dyder som humor og refleksion over livet. Og så bliver hun smukkere for hvert kilo, hun bliver mindre, siger Ole Kolster.

Før de nye udsendelser går i luften, opfylder TV2 et stort ønske hos mange seere og sender de fem første afsnit i ”Merethes Mave”, men i en nybearbejdet udgave. Der er komponeret ny titelmusik til serien, der er produceret ny moderne 3D-grafik, og så er farver og lydspor forbedret.

 - Siden 2001 har jeg gemt alle mine råbånd i en hemmelig båndkælder, så de ikke forsvandt. I forbindelse med ”opfriskningen” af de tidligere afsnit har jeg været en tur i kælderen og gravet optagelser frem med Merethe, som ikke har været vist før, siger Ole Kolster.

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}