Sofie Linde klar til ’X Factor’ på TV 2

Sofie Linde er vært, når 'X Factor' i den kommende sæson sendes på TV 2. (Foto: PR)

’X Factor’ sendes på TV 2 fra 2019 – og her fortsætter Sofie Linde som vært for Danmarks mest populære underholdningsprogram.

Når TV 2 holder auditions i de kommende måneder og i 2019 sender ’X Factor’, bliver det med en velkendt og meget populær vært i front. Tv-vært Sofie Linde Ingversen har nemlig sagt ja til at følge med over til TV 2 og være vært for den kommende ’X Factor’-sæson på TV 2.

Sofie Linde har trods sine kun 28 år en solid værtserfaring på dansk tv. I de seneste tre sæsoner har hun været ’X Factor’-vært, og før den tid havde hun værtsopgaver på DR Ultra, på ’Sommer Summarum’ og på ’MGP’ på DR1 i 2009.

TV 2s kanalchef, Lotte Lindegaard, er begejstret for at kunne sende ’X Factor’ på TV 2 med Sofie Linde som vært.

- Sofie Linde er en stjerne i dansk tv. Hun er i øjenhøjde med seere og brugere, og hun har en naturlighed på skærmen, som er unik. Derfor er det en stor glæde for mig, at Sofie vil fortsætte med at udvikle ’X Factor’ på TV 2, hvor vi vil sikre danskerne store fælles oplevelser, der skaber involvering og samtale om alt det, vi deler, siger Lotte Lindegaard.

Sofie Linde er p.t. på barselsorlov, men hun glæder sig til at komme i gang med ’X Factor’ inden længe.

- Jeg elsker at lave ’X Factor’, og jeg glæder mig helt enormt til at lave endnu en sæson. ’X Factor’ er den største, sjoveste og mest udfordrende opgave, jeg har haft i min karriere som vært. Ikke to sæsoner har været ens for mig at lave, og den kommende sæson bliver bestemt ingen undtagelse, siger Sofie Linde.

Pre-casting events
I den kommende tid er TV 2 og produktionsselskabet Blu i gang med casting til ’X Factor’. Det sker bl.a. ved tre store pre-casting events i august i Odense, Aarhus og København, hvor TV 2 glæder sig til at tage imod unge og voksne fra hele Danmark, der kan synge og gerne vil dele det med resten af landet – og som har det dér særlige og udefinérbare at byde på. Læs mere her.

Ud over nyskabelser i forbindelse med casting bliver det i den kommende sæson af ’X Factor’ også muligt for bands med en eller flere sangere at stille op i ’X Factor’s gruppekategori.