
Paprika Steen som den alternative behandler Acacia i den danske komedie 'Kolbøttefabrikken' fra 2014. (Foto: TV 2)
Hvem er gal, og hvem er normal? TV 2 har søndag 20. december tv-premiere på den danske komedie ’Kolbøttefabrikken’.
Hvad sker der egentligt på et psykiatrisk hospital? Hvem er gal, og hvem er normal? De emner bliver taget under kærlig og humoristisk behandling i den danske komedie 'Kolbøttefabrikken' fra 2014, som sendes for første gang på dansk tv på TV 2 søndag 20. december.
Den sjove, tankevækkende og rørende film er instrueret af den spillefilmsdebuterende instruktør Morten Boesdal Halvorsen. Under optagelserne har han og skuespillerne anvendt en særlig improvisationsteknik, der gør skuespil og dialoger realistiske og levende. I filmen medvirker en række gode og sjove danske skuespillere blandt andre Paprika Steen, Mick Øgendahl, Mia Lyhne, Allan Hyde, Zlatko Buric og Simon Jul Jørgensen.
Paprika Steen som alternativ behandler
Den alternative behandler Acacia (Paprika Steen) bliver idømt en mentalundersøgelse på en psykiatrisk afdeling, da hun har haft et alvorligt 'uheld' med en klient. Mod sin vilje skal hun tilbringe tre uger på en psykiatrisk afdeling.
Acacia mener ikke, at hun hører hjemme på den lukkede, og hun gør alt, hvad hun kan for at overbevise den pille-misbrugende overlæge Bergstrøm (Ole Boisen) om, at det hele er en misforståelse. Bergstrøm ignorerer hende dog og vil have hende 'udredt' og i behandling med psykofarmaka.
Da Acacia alligevel skal være på hospitalet et stykke tid, sætter hun sig for at hjælpe sine medpatienter. Hun er sikker på, at hun kan give dem et bedre liv med alternative metoder som clairvoyance, hypnose og kaffegrums, end stærke piller kan.
Hendes nye metoder spreder hurtigt glæde på afdelingen, blandt andet genfinder den selvmordstruede Michael (Mick Øgendahl) livsgnisten og bliver overbevist om, at kærligheden venter på ham udenfor murene. Han ender med at udskrive sig selv til Bergstrøms store irritation.
Se trailer for filmen nedenfor.
Numerologi og feng shui
Sygeplejeren Ulla (Mia Lyhne) bliver også draget af Acacias alternative metoder, særligt numerologi og feng shui, og mødelokalet bliver inddraget til behandlingerne. Den medicinglade doktor Bergstrøm nægter dog at overgive sig til Acacias underlige new age-metoder og advarer hende - hvis ikke hun indstiller sine sessions, så bliver det værst for hende selv.
Nu må Acacia operere i det skjulte, hvilket den paranoide Hasse (Simon Jul) og den dopede Ovartaci (Zlatko Buric) nyder godt af. Men snart spidser konflikten mellem Acacia og Bergstrøm til. Men hvilke metoder er bedst til at afhjælpe de syge? Og hvem er gal - og hvem er normal?
Fra værkstedsproduktioner til spillefilm
'Kolbøttefabrikken' er instrueret af den aarhusianske filminstruktør Morten Boesdal Halvorsen, ofte også blot kaldet Morten B.H. Første gang han tog favntag med filmmediet var på i aarhusianske talent-rugekasse Aarhus Filmværksted, hvor han rendte rundt og lavede film i 1990erne og 2000erne, inden han kom ind på Den Danske Filmskole i København.
Her lavede han afgangsfilmen 'Mig & Che', og efter filmskolen har han lavet tv-serier som 'A-klassen', 'Viggos Vlog' og 'Lillemand' samt aftenens film 'Kolbøttefabrikken'. Han har i løbet af sin karriere haft den store aarhusianske filminstruktør Nils Malmros som en slags mentor, men udover at de begge laver meget personlige film, minder deres film ikke om hinanden.