Ny TV 2-serie fik flot modtagelse i Berlin

Martin (Peter Plaugborg) og Line (Maria Rossing) spiller hovedrollerne i dramakomedieserien 'Bedre skilt end aldrig'. (Foto: Kim Høgh Mikkelsen / TV 2)

Martin (Peter Plaugborg) og Line (Maria Rossing) spiller hovedrollerne i dramakomedieserien 'Bedre skilt end aldrig'. (Foto: Kim Høgh Mikkelsen / TV 2)

24. februar 2016;
Af: TV 2 Kommunikation

’Bedre skilt end aldrig’ blev mødt af høje klapsalver på filmfestival – mandag 29. februar er der premiere på TV 2.

Begejstringen var stor i Berlin, da TV 2s nye, danske dramakomedieserie ’Bedre skilt end aldrig’ forleden havde verdenspremiere på byens internationale filmfestival. Mandag 29. februar kl. 20.45 får de danske tv-seere TV 2s nye serie på skærmen, mens snigpremieren allerede nu kan ses gratis på TV 2 PLAY.

På plads blandt publikum i Berlin var også tv- og dvd-indkøbere fra Frankrig, Tyskland, Belgien, Holland, England, Australien og USA.

- Flere festivaler og internationale indkøbere kigger i den kommende tid på serien, og vores salgsagent fortæller at der var positive tilbagemeldinger fra alle verdenshjørner. Et par indkøbere sagde på stedet at de var interesseret i at se mere og overvejer både originalserien og et remake af serien, siger TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang, og fortsætter:

- Det giver godt humør, når ’Bedre skilt end aldrig’ får en positiv modtagelse af det internationale publikum. Nu glæder vis os til at vise det danske publikum serien, som er et moderne og kærligt portræt af en generation, der står midt i livet og oplever, hvordan den traditionelle kernefamilie ramler sammen omkring dem, og hvordan  nye, udfordrende, skæve, larmende og vidunderlige familieformer skyder op.

Se trailer for ’Bedre skilt end aldrig’ herunder.


Kampen for den lykkelige skilsmisse
’Bedre skilt end aldrig’ er en serie om kvinder og mænd, kærlighed, sex og (forsøget på) den lykkelige skilsmisse. Bag serien står trekløveret Hella Joof, Mette Heeno og Mie Andreasen, som havde stor succes med biograffilmen 'All Inclusive', der har solgt over 400.000 billetter. 

I 'Bedre skilt end aldrig' møder vi Line (Maria Rossing) og Martin (Peter Plaugborg), der har det hele. Gode jobs, yndige børn, dejlige venner, hus og have. Men kærligheden er blevet træt, fyrreårskrisen banker på, og sexlivet er for længst lagt i graven, så Line beslutter sig for, at de skal skilles, mens de stadig kan holde hinanden ud.

Men Lines og Martins hus viser sig at være umuligt at sælge, de skylder næsten en million mere, end huset er værd, så de beslutter sig for at blive boende sammen, indtil markedet vender. De er jo sådan set stadig nogenlunde gode venner, og ingen af dem har lyst til at undvære børnene, så de vælger at se det fra den lyse side og går helhjertet ind i projekt 'den lykkelige skilsmisse'.

Læs mere om den nye dramakomedieserie her.

”Intelligent, befriende humor”
Ekstra Bladets udsendte medarbejder ved Berlin-filmfestivalen beskrev modtagelsen af ’Bedre skilt end aldrig’ som ”fantastisk” og ”med kæmpe latterbrøl og masser af rosende ord”. Og avisen skrev også – med nedenstående ord - at der er noget at glæde sig til på dansk tv:

”Det er nemlig intelligent, befriende humor, der sætter fokus på, hvordan det går, når et ægtepar får ondt i deres sexliv og derfor beslutter sig for at blive skilt”.

Billede {0} af {1}