Muntert forår på CHARLIE

22. januar 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

I foråret byder CHARLIE på bl.a. Helle Thorning-Schmidt i ”Talkshowet Meyerheim”, ny weekendunderholdning og masser af musik.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt, Jesper Christensen og Michael Falch hos Michael Meyerheim. (Foto: Carsten Andersen / TV 2)

Der er forår i luften på CHARLIE, og med ny weekendunderholdning, krimiserier og musikoplevelser er der gjort klar til masser af timer med god gedigen underholdning.

- Konkurrencen mellem tv-kanalerne voksede yderligere i 2013, og det betyder, at vi i 2014 er på vej med flere nye programmer og sæsoner end tidligere. Med velkendte successer og nye formater byder vi på weekendunderholdning i topklasse og stærke musikoplevelser – og så indleder Michael Meyerheim sin nye sæson af ”Talkshowet Meyerheim” med besøg af selveste statsministeren, fortæller kanalchef for TV 2 Networks, Sune Roland.

De nye udgaver af ”Talkshowet Meyerheim” har premiere onsdag 29. januar. Foruden statsminister Helle Thorning-Schmidt deltager også sangeren Michael Falch og skuespiller Jesper Christensen, og som noget nyt sørger Michael Carøe sammen med sit band for aftenens musikalske indslag.

CHARLIE fortsætter også med en ny sæson af sketchshowet ”Store Stygge Ulf”, der efter en mindre pause er tilbage for fuld udblæsning i selskab med Lisbeth Dahl, Henrik Koefoed, Vickie Berlin, Tommy Kenter og mange flere. Seerne kan blandt andet glæde sig til Bengt Burg, som stadig har et par vokaler i baglommen, og dansktopparret, der kun taler til hinanden i dansktoptitler.  

Lørdag aften debuterer Jens Blauenfeldt og Ole Kibsgaard med det festlige sing-along show ”EkstraNummer”.

Ny weekendunderholdning og mere musik
I weekenden inviterer CHARLIE til fest, sang og quiz. Allerede søndag 26. januar kan seerne glæde sig til en ny runde af ”Jarls Quizshow”, der med et underholdende, musikalsk program lægger op til nye dyster i paratviden om film, tv, musik og mad. Jarl styrer løjerne og tager seerne med på en musikalsk tur ned ad memory lane.

I foråret debuterer Jens Blauenfeldt og Ole Kibsgaard med det nye sing-along show ”EkstraNummer”, der hylder den danske sangskat. Jens Blauenfeldt byder velkommen, Ole Kibsgaard spiller op, og fire sangglade danskere giver den gas på scenen. ”EkstraNummer” byder på musikalske overraskelser, talentfulde danskere og kendte kunstnere, der synger deres største hits.

CHARLIE er også klar med ”Sommersang i Mariehaven”, hvor Helge Engelbrecht præsenterer en bred vifte af populære, danske solister, entertainere og bands på den store scene i Mariehaven. Orkesteret Neighbours & Friends spiller op til fællessang, når Birthe Kjær, Johnny Reimar, Lasse og Mathilde, Lille Palle og mange andre kigger forbi.

Også ”Top CHARLIE i Parken” vender tilbage og byder velkommen på Danmarks største dansegulv. Seerne kan opleve flere af Danmarks største dansktopstjerner som Kandis, Stig Rossen og Brødrene Olsen under den traditionsrige folkefest i Parken. Keld Heick og Anne Herdorf er værter, og de får bl.a. besøg af det legendariske, britiske band Smokie.

Hertil kommer naturligvis de programmer, som CHARLIE-seerne elsker i endnu højere grad end andre kanalers seere – nemlig gamle danske film samt gode britiske drama- og krimiserier. 

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}