’Mellem linjerne’ giver dig sportens usagte sandheder

Morten Ankerdal i 'Mellem linjerne'-studiet i Odense. (Foto: Anders Brohus / TV 2)

Morten Ankerdal i 'Mellem linjerne'-studiet i Odense. (Foto: Anders Brohus / TV 2)

18. februar 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Nyt program på TV 2 SPORT med Morten Ankerdal som vært fortæller hver uge det, der siges mellem linjerne i ugens hedeste debat i sportens verden.

Sportens verden er præget af begivenheder og personer, der med deres præstationer og udtalelser bliver til ugens store samtaleemne. Men det er ofte, at sandheden skal findes i det, der siges mellem linjerne, når en træner bliver fyret, en spiller skifter klub, eller et forbund ændrer organisationen.

Det er udgangspunktet for det nye program 'Mellem linjerne' med Morten Ankerdal som vært og den tidligere fodboldspiller Razak Pimpong, der får sit eget lille hjørne i programmet.

Sport uden spin
Hver uge zoomer programmet ind på ugens mest aktuelle og debatterede emne, som præger sporten og ofte med en enkelt person som omdrejningspunkt. For at komme ind til, hvad der siges mellem linjerne inviterer Ankerdal ugens hovedperson ind i studiet sammen med en række medvirkende, der hjælper med at sige det, der siges imellem linjerne i en slags sport uden spin-diskussion.

- Fælles for alle ugens hovedpersoner er, at de har noget på spil. Enten i forhold til det, de har gjort eller sagt i løbet af ugen, eller det, de står overfor i den kommende uge. Vores ambition med programmet er at grave et spadestik dybere og fortælle, hvad der bliver sagt imellem linjerne i det, der snakkes mest om i løbet af ugen, fortæller Morten Ankerdal.

Pimpongs Corner
Fodboldkendere vil nikke genkendende til navnet Razak Pimpong, som tidligere har spillet for FC Midtjylland og FC København. I 'Mellem linjerne' får han sit eget lille hjørne, hvor han både meget energisk og originalt dribler rundt imellem danske atleter derude, hvor det hele foregår.

Han planlægger blandt andet at tage ud og svømme med Jeanette Ottesen. Sagen er bare, at Pimpong ikke kan svømme, så der er ingen tvivl om, at det bliver både underholdende og uortodokst, når Pimpong er ude i felten.

'Mellem linjerne' sendes torsdage kl. 22.25 på TV 2 SPORT - første gang 26. februar.

Du kan også se programmet på TV 2 PLAY.

Billede {0} af {1}