Lyden af lørdag på TV 2

26. marts 2014;
Af: TV 2 Kommunikation

Nikolaj Steen byder på musikalsk gætteleg og underholdning for hele familien.

Rasmus Thude (tv.), holdkaptajn Rasmus Nøhr og Søs Fenger i "Lyden af lørdag". (Fotos: Henrik Ohsten / TV 2)

I selskab med nogle af Dannmarks bedste musikalske kunstnere sørger filminstruktør, musiker og debuterende tv-vært Nikolaj Steen for en både munter og musikalsk start på lørdag aften på TV 2 fra 29. marts.

Ugen efter - fredag 4. april - er der premiere på "Voice - junior". Hermed sender TV 2 ny og danskproduceret underholdning både fredag ("Voice - junior"), lørdag ("Lyden af lørdag") og søndag ("Pengene på bordet") som led i kanalens stærke fokus på weekendunderholdning.

Rasmus Nøhr og Clemens er holdkaptajner
Med i "Lyden af lørdag" har værten Nikolaj Steen holdkaptajnerne Rasmus Nøhr og Clemens, der hver uge tester deres egen og deres gæsters viden om populærmusik i bred forstand. Annika Askman og hendes orkester sørger for det musikalske akkompagnement til alle sangene i "Lyden af lørdag".

I premiereprogrammet har sangeren Rasmus Nøhr inviteret popsangeren Rasmus Thude, der er et af de nyeste navne på den danske musikscene, og sangeren Søs Fenger, som slog sit navn fast allerede i begyndelen af 1980'erne.

De tre skal dyste imod rapperen Clemens, der bliver flankeret af Nicky Russell og Feras Agwa, som udgør to tredjedele af pop- og hiphop-trioen L.I.G.A.

Søs Fenger på scenen i TV 2s nye underholdningsprogram "Lyden af lørdag".

Brug for den musikalske paratviden
Når Nikolaj Steen sætter quizzen i gang, gælder det om både at have smurt stemmebåndene, spidset ørerne og ikke mindst om at have den musikalske paratviden inden for rækkevidde.

En af udfordringerne er at finde de manglende ord i en sang, som en eller flere af modstanderne synger. Holdene skal også forsøge, om de kan finde frem til den rigtige sang på baggrund af nogle få linjer fra et enkelt vers, og med en direkte Google-oversættelse af en engelsk sangtekst til dansk som eneste holdepunkt skal deltagerne gætte både sangen og finde melodien.

Det hold, der vinder konkurrencen, får lov at spille aftenens sidste sang.

Seerne kan ikke bare gætte med. Der er også rig lejlighed til at synge og gynge med hjemme foran fjernsynet, når L.I.G.A. giver den gas med gruppens seneste hit "Julia", og når Søs Fenger optræder med "Er det så forbi" fra albummet "Nogle gange er man så heldig, at man ikke når at tænke sig om".

Nikolaj Steen er vært for "Lyden af lørdag".

I quizzen er der heller ikke lang tid til at tænke sig om, men kan det virkelig passe, at en af deltagerne ikke kender Bee Gees og ikke kan komme i tanke om en eneste Gasolin'-sang?

Nikolaj Steen og Annika Astmans orkester spiller op til quiz ti lørdage, og blandt de kommende deltagere er både nyere navne som Clara-Sofie, Yepha, Jimilian, Matthias Hundebøll, Stine Hjelm, Wafande, Mego, Djämes Braun, Lucy Love og Barbara Moleko og kendte, etablerede kunstnere som Marie Frank,Tue West, Maria Montell, Bryan Rice, Dario Campeotto og Birthe Kjær.

"Lyden af lørdag" er baseret på formatet "Celebrity Sing Along" og bliver produceret for TV 2 af Mastiff.

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}