”Go’ aften Danmark” sender fra Roskilde Festival

Cecilie Frøkjær er vært alle fire dage under "Go' aften Roskilde".

Cecilie Frøkjær er vært i "Go' aften Roskilde", og hun får selskab i to dage af Anders Breinholt (tv.) og i to dage af Felix Smith. (Foto: René Gundesbøl / TV 2)


"Go’ aften Danmark"-redaktionen rykker i næste uge teltpælene op fra Tivoli og flytter til Roskilde, når årets Roskilde Festival løber af stablen fra torsdag 5. juli til søndag 8. juli.

På grund af Tour de France ændres det sædvanlige sendetidspunkt først på aftenen til klokken 22.40 i disse dage.

”Go’ aften Roskilde” sendes direkte fra festlighederne, og Cecilie Frøkjær er vært alle fire aftener. De første to aftener bliver det sammen med Anders Breinholt, mens weekendens to programmer bliver med Felix Smith som medvært.

- Jeg har ikke haft den store tilknytning til Roskilde Festival, for jeg gik på efterskole på Fyn, så jeg har derimod ligget i telt og sovepose mange gange på Midtfyns Festivalen i Ringe mange gange. Jeg har dog været en enkelt dag på Roskilde, og sidste år sendte vi også derfra. Min største oplevelse var, da jeg kom backstage til Duran Duran. Jeg tror kun, der var tre meter mellem John Taylor og mig, siger Cecilie Frøkjær, der i år meget gerne vil høre Bruce Springsteen.

Programmerne vil fortælle dagens store Roskilde-historier, ligesom værterne får besøg af Roskilde-gæster og kendte Roskilde-fans. "Go’ aften Danmark" fra Roskilde kommer til at handle om Roskilde og de store navne på festivalen - og programmerne kan følges af alle, uanset om de er festivalfans eller ej.