Fokus på valgdækning og dokumentar – og lidt om direktørens første 100 dage

Anne Engdal Stig Christensen tiltrådte som TV 2s administrerende direktør pr. 1. august 2019. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

Anne Engdal Stig Christensen tiltrådte som TV 2s administrerende direktør pr. 1. august 2019. (Foto: Miklos Szabo / TV 2)

20. november 2019;
Af: Michael Hansen, TV 2 Kommunikation

Efterårets dialogmøde var det første med Anne Engdal Stig Christensen som administrerende direktør. Blandt mødets temaer var dækningen af de to valg i maj-juni samt TV 2s dagsordensættende dokumentarer om daginstitutioner.

Der var sket masser af nyt hos TV 2 og i den politiske verden siden forårets møde, da TV 2 onsdag 13. november 2019 tog imod repræsentanter for Samarbejdsforum for Danske Lytter- og Seerorganisationer til det halvårlige dialogmøde – denne gang på Teglholmen i København.

TV 2 havde fået ny administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, der pr. 1. august overtog efter Merete Eldrup, og som nu har rundet de ofte omtalte 100 dage i jobbet. Danmark har fået nyt folketingsflertal, ny regering og ny kulturminister, og det ligger i kortene, at der i 2020 skal laves en ny medieaftale.

Anne Engdal Stig Christensen slog fast, at hun – efter at have været programdirektør og indholdsdirektør for TV 2 gennem godt seks år – ”kører linjen videre”, som hun udtrykte det. Og det betyder fortsat stærkt fokus på kvalitetsnyhedsdækning, på tæt samarbejde med TV 2 Regionerne og på debatskabende dokumentar og publicistiske dagsordener.

- I disse uger tales der en del om transmissionerne af store sportsbegivenheder på mindre kanaler. TV 2 vil gerne sende alle de store begivenheder, men de koster rigtigt mange penge, og vi vil ikke købe dem for enhver pris, for så skal vi skære ned i store dele af den øvrige programplan. TV 2 dækker bredt, og vi vil også have stor fiktion samt kvalitet i nyheder, dokumentar, fakta og underholdning, sagde Anne Engdal Stig Christensen og fortsatte:

- Vi vokser eller holder niveau på kanalernes seerandele og på reklamesalget, og vi skal sikre, at vores kanaler fortsat supplerer hinanden bedst muligt. Hvis TV 2-kanalerne ligner hinanden for meget, kan vi ikke opnå den høje andel af seningen på 40 procent, som vi har i 2019. Et eksempel er TV 2 NEWS, som i år er blevet Danmarks tredje største kanal. Fremgangen skyldes ikke breaking news, for vi har mindre breaking news end tidligere. Fremgangen skyldes, at NEWS er blevet mere relevant for danskerne, bl.a. i kraft af eftermiddagsprogrammerne ’NEWS & Co.’

En deltager i dialogmødet sagde, at han ”altid har været DR-dreng”, men at han er blevet mere TV 2-seer i de seneste ét-to år. Og han spurgte ind til betydningen af, at der har været politiske valg i 2019, og at DR har været i vælten.

- Det er klart en udfordring, når en organisation skal omdefinere sig selv, lukke kanaler, spare penge og være mere digital. Valg til Folketinget og Europa-Parlamentet kunne gavne både NEWS og DR2, men det blev ikke tilfældet for DR2, sagde Anne Engdal Christensen.

En anden mødedeltager vurderede, at flere DR-kanaler ligner hinanden, og han havde personligt svært ved at finde ud af, hvor programmerne med prins Joachim blev sendt. ”De kunne være sendt på DR1, DR2 eller DRK – men bliver det efterhånden ikke lige meget, når vi efterhånden bare streamer tv-programmerne, når det passer os?”, lød udsagnet.

TV 2 PLAY er i kraftig vækst, og det skyldes blandt andet det store udbud af danske fiktionsserier. (Foto: TV 2)

Styrkelse af TV 2 PLAY
Samtidig med at TV 2-direktøren ”kører linjen videre”, har hun dog sat en række nye initiativer i gang i sine første måneder i direktørsædet. Alle disse initiativer handler om at styrke TV 2s digitale transformation, herunder især om at accelerere udviklingen af streamingtjenesten TV 2 PLAY. Internt har Anne Stig ændret organisationen og har blandt andet nedsat en strategisk ledergruppe med særligt fokus på TV 2 PLAY.

- Mens det går godt med den traditionelle forretning, har vi i dén grad travlt med at flytte vores forretning over mod det digitale for at sikre de indtægter, som kommer til at forsvinde over årene, sagde Anne Engdal Stig Christensen.

Et af de initiativer, som skal være med til at styrke TV 2 PLAY, er sportskanalen TV 2 SPORT X, der er etableret som en digital kanal på TV 2s streamingtjeneste. Kanalen er samtidig blevet mødt af stor interesse fra de traditionelle tv-distributører, og dermed får TV 2 SPORT X også et liv hos distributører og antenneforeninger.

- Vores nuværende koncernstrategi indeholdt ikke planer om nye kanaler, men det har vi lavet om på, da vi kunne erhverve stærke sportsrettigheder. Sport og vores nye sportskanal er vigtig i forhold til streamingmarkedet, sagde TV 2-direktøren.

Blandt de store rettigheder på TV 2 SPORT X er NBA-basketball, ATP-tennis, spansk og italiensk fodbold, X Games samt skiskydning. (Foto: TV 2)

Anne Engdal Stig Christensen tydeliggjorde med en oversigt, hvordan TV 2s to sportskanaler har forskelligt fokus: TV 2 SPORT med danske rettigheder og danske atleter inden for især håndbold, ishockey, cykling, badminton, svømning, tennis mv. i fokus og TV 2 SPORT X med internationale rettigheder og fokus på stjerner fra især spansk og italiensk fodbold, ATP- og Wimbledon-tennis, NBA-basketball, skiskydning, X Games mv.

- Det kan være fint med mere sport hos TV 2, en ny kanal og en sportspakke på TV 2 PLAY, men for forbrugerne, som skal købe nye og større pakker, ender det med at blive dyrere. Vi taler om et strukturelt problem på markedet – det er ’skruen uden ende’, lød en kommentar fra en deltager i dialogmødet.

- Jeg forstår, hvad du siger, og det er rigtigt, at man som forbruger kan føle sig tvunget til at foretage nogle valg, fordi man ikke kan eller vil købe alt. På TV 2 PLAY synes jeg, vi har skabt et rigtigt godt tilbud til en god pris, hvor du får masser af dansk indhold for pengene, og hvor du kan få pakkerne billigere, hvis vi du tager reklamer med, sagde Anne Engdal Stig Christensen.

Andre kommentarer, spørgsmål og opfordringer fra mødedeltagerne handlede om reklamer for kviklån og spil samt om TV 2 CHARLIE i grundpakkerne andre steder end hos YouSee, ligesom TV 2-direktøren – igen – afviste, at TV 2 skulle have ønske om at afbryde film med reklamer.

Dokumentarer med daginstitutioner i fokus
I dialogmødet deltog også faktachef Thomas Breinholt. Han var inviteret med til en snak om fakta- og dokumentarstoffet på TV 2, specifikt programmerne ’Daginstitutioner bag facaden’ optaget i to institutioner med udfordringer og ’Eksperimentet med vores børn’ i to velfungerende daginstitutioner uden kritiske tilsynsrapporter.

Thomas Breinholt indledte med at understrege TV 2s public service-status og TV 2s overordnede formål om at tjene penge for at lave godt indhold. Dokumentar er en overordentligt dyr programgenre, som på ingen måde kan tjene sig ind, men som er vigtig folkeoplysning og afgørende for væsentlige samfundsdebatter.

- I en tid med stigende polarisering i samfundet er det vigtigt, at vi forstår hinanden og kan diskutere vigtige temaer – blandt andet ud fra stærke, journalistiske programmer. Vi skal stikke gaflen ind de ømme steder, og vi skal have vælgerne og politikerne på Christiansborg til at debattere, sagde Thomas Breinholt.

Tanken om at sætte fokus på vilkårene i daginstitutioner og for børnenes udvikling i institutioner i TV 2-dokumentarprogrammer startede for et par år siden, og forarbejdet har været omfattende.

- ’Daginstitutioner bag facaden’ fik massiv interesse på tv og nettet, og udsendelsen blev debatteret i valgkampen, herunder i DR’s topmøde mellem statsministerkandidaterne. Det skete, fordi vi havde fat i reelle og store problemer. Jeg tror, vi har haft en kollektiv fortrængning om situationen for vores børn i institutioner og de mulige konsekvenser for børnene på længere sigt, sagde Thomas Breinholt og fortsatte:

- I efteråret fulgte vil op med ’Eksperimentet med vores børn, hvor det ikke alene handlede om at pege på problemer, men også om at vise mulige løsninger. Det skete ved at hæve normeringen og måle effekten på stress og humør blandt børn og voksne.

Fra TV 2-dokumentaren 'Daginstitutioner bag facaden', som var medvirkende til at skabe stor debat om forholdene i danske daginstitutioner anno 2019. (Videograb: TV 2)

Skjult kamera til debat
Mens ’Daginstitutioner bag facaden’ blev produceret med delvis bug af skjult kamera, var der åben brug af kamera i ’Eksperimentet med vores børn’. Og netop denne forskel blev genstand for debat på dialogmødet.

- Jeg er inderligt imod skjult kamera. Det bliver aldrig et godt udgangspunkt for en diskussion om politik, når der er brugt skjult kamera. TV 2 bør tage ved lære af, at I ikke bliver mødt med kritik, når I producerer med åben pande, lød det fra en deltager i mødet.

Thomas Breinholt slog fast, at det altid er genstand for omfattende intern diskussion, inden skjult kamera eventuelt tages i brug, og at skjult kamera udelukkende bruges, når dokumentation ikke kan skaffes på anden måde.

- Vi må ikke gå ind med skjult kamera, hvis vi kan få lov til at komme ind med åbent kamera. Sådan er reglerne. Hvis vi havde fået lov til at fotografere åbent, var skjult kamera hverken relevant eller muligt, sagde faktachefen, som også gjorde opmærksom på, at TV 2 i både tv-programmer og i artikler på TV2.DK fortæller om arbejdsmetoden og brugen af skjult/åbent kamera, når det er væsentligt for seere og brugere.

En mødedeltager med børn i husstanden sagde, at TV 2s dokumentarer har haft meget direkte indflydelse på arbejdet i danske daginstitutioner.

- Det er supergodt, at der er åbnet for diskussionerne, og at I har sat fokus på normeringer og på, hvad de betyder for børnene, sagde den pågældende.

En tredje deltager i dialogmødet, som er uddannet i børnehave, var også glad for, at TV 2 satte fokus på de ”uhyggelige nedskæringer”, som er sket på området gennem årene.

- Der bruges skjult kamera hos politiet, og det har været brugt mange steder i kommunale institutioner, eksempelvis når det handlede om pasning af ældre. Det handler om at være ordentlig over for hinanden, og jeg synes personligt, at I skal køre videre med skjult kamera i de tilfælde, hvor en afdækning og dokumentation ikke kan foregå på anden måde, sagde mødedeltageren, mens en fjerde deltager foreslog muligheden for at etablere en instans, hvor man på forhånd kan søge tilladelse til brug af skjult kamera.

- Når der er foretaget skjulte optagelser, ser jeg som faktachef optagelserne igennem. I ’Daginstitutioner bag facaden’ slørede vi alle bortset fra ”muldvarpen”, og vi blev ligeledes bakket op af en sædvanligvis kritisk pressejurist i forbindelse med denne brug af skjult kamera, sagde Thomas Breinholt, der også glædede sig over, at det nu er blevet almindeligt kendt blandt forældre, at der findes tilsynsrapporter om deres børneinstitutioner.

Faktachefen er klar over, at brugen af skjult kamera kan skabe mistro til et tv-program.

- Den tillidskrise skal vi adressere og diskutere med os selv og hinanden, og det er endnu en grund til, at TV 2 kun anvender skjult kamera i yderste nødstilfælde, sagde Thomas Breinholt.

TV 2s og TV 2 Regionernes Valgfolkemøde blev afholdt på Kvægtorvet søndag 19. maj 2019. (Foto: Jens Wognsen / TV 2)

To valg på få uger
Også TV 2s dækning af valgene til Europa-Parlamentet og Folketinget blev debatteret ved efterårets dialogmøde, hvor Ulla Pors Nielsen, chef for TV 2 NEWS og TV 2 Event, omtalte TV 2s og TV 2 Regionernes mange nye initiativer og markante resultater i forbindelse med dækningen af valgkampen.
 
TV 2s valggeneral sagde også, at dækningen af valgene blev ekstra udfordrende med to valgkampe på samme tid.

- Der er grænser for, hvor mange partier og kandidater vi som vælgere kan have i hovederne. Vi endte med 13 partier til folketingsvalget og ti lister til Europavalget, og vi kunne høre på vælgerne, at de var forvirrede. Det føltes ikke så godt for os, men vi kunne ikke gøre noget ved det. Og det kommer ikke til at ske igen de næste mange år, at de to valg ligger oven i hinanden, sagde Ulla Pors Nielsen og fortsatte:

- Efterhånden som månederne gik, var vi klar over risikoen for, at de to valg ville ligge tæt, og derfor gik vi tidligt i gang med valgdækningen frem til Europavalget 29. maj. Det skete i særlige NEWS-magasiner, i store debatter på NEWS og én på TV 2 og naturligvis på Valgfolkemødet. Jeg vurderer, at vi dækkede valget til Europaparlamentet mere på NEWS denne gang end for fem år siden.

I forbindelse med folketingsvalget havde TV 2 og NEWS – i et stærkt samarbejde med TV 2 Regionerne – et markant fokus på at involvere danskerne i valget, hvor de kunne møde politikerne, stille spørgsmål og rejse de emner, som de fandt mest relevante. Og tilbagemeldingen på valgdækningen har været god.

- Samarbejdet med TV 2 Regionerne nåede nye højder, og det var en kæmpe fornøjelse for begge parter. Vi fik blandt andet vælgerspørgsmål fra hele landet, og vi lavede fælles reportagehold mellem TV 2 Nyhederne og de enkelte TV 2 Regioner, hvor vi kombinerede vores kompetencer og øgede danskernes viden om de regionale dagsordener. I 2015 var vi konstant i hælene på toppolitikerne og var med, når de eksempelvis besøgte en lokal fabrik. Denne gang var vi ikke med i politikernes busser, og vi valgte måske i stedet at besøge nabovirksomheden, som havde en bedre og mere relevant vinkel i valgkampen.

- Ved det seneste folketingsvalg oplevede vi en massiv og beskidt valgkamp, og vælgerne var vrede på politikerne for ikke at tale ordentligt med hinanden – og derefter også sure på medierne for ikke at sikre en bedre tone. Den vrede hørte vi slet ikke denne gang. Trods forvirringen med to valg oplevede vi en engagerende valgkamp, og vi arbejdede stærkt på at skabe andre former for debatter denne gang, sagde Ulla Pors Nielsen, som blandt andet fremhævede ’Højlunds Forsamlingshus’.

- Vi ønskede i valgdækningen at forny den politiske debat mellem vælgere og politikere, og vi ville genopfinde en debatform i en bedre tone end tidligere. Da ’Højlunds Forsamlingshus’ sendte fra Aabenraa, havde Gertrud Højlund været rundt og mødt alle blandt publikum, så gæsterne turde spørge om det, der optog dem. Og vi fik en helt andet debat.

TV 2 Regionerne havde deres eget telt og egne debatter ved Valgfolkemødet på Kvægtorvet søndag 19. maj 2019. (Foto: Jens Wognsen / TV 2)

Valgfolkemøde med nye debatter og styrket dialog mellem politikere og vælgere
Den hele store nyskabelse i TV 2s valgdækning var Valgfolkemødet på Kvægtorvet med deltagelse af op imod 7.000 gæster og samtlige partier og partiledere. Alle partier havde hver et område, hvor de kunne invitere vælgerne på kaffe og debat. TV 2, TV 2 NEWS og TV 2 PLAY sendte 40 timers fjernsyn, ligesom TV 2 Regionerne og Altinget/Mandag morgen sendte politiske debatter. Der blev udviklet nye debatformater, og det var eksempelvis et krav til alle TV 2s programmer, at der skulle være spørgsmål fra vælgerne.

- Valgfolkemødet var et fantastisk arrangement, og der var roser fra både vælgere og politikere. ”Det her skulle have varet i to dage”, var et af de udsagn, vi flere gange blev mødt af. Valgfolkemødet var et kolossalt stort arrangement, som vi nåede at droppe tre gange undervejs i planlægningsfasen, men Valgfolkemødet blev genoplivet hver gang, for det var åbenlyst en idé, der ikke ville dø. I mine 38 år som journalist er Valgfolkemødet noget af det, jeg er allermest stolt af at have været med til at skabe, sagde Ulla Pors Nielsen, som efterfølgende blev inviteret til konference i USA for at fortælle andre medieselskaber om Valgfolkemødet.

På tv var det TV 2 og TV 2 NEWS, som generelt havde mest sening gennem valgkampen og høstede fremgang på tv og TV2.DK, mens DR vandt valgaftenen. En analyse, som TV 2 fik lavet af et uafhængigt analysebureau, viste, at vælgerne fandt TV 2s valgdækning mest varieret, nyskabende og ”tættest på befolkningen”, mens DR’s dækning var mest fakta-fokuseret og præget af de klassiske elementer, programmer og værter.

Fra dialogmødets deltagere lød der en lang række roser til valgdækningen, blandt for samarbejdet med TV 2 Regionerne, for de 13 partileder-interviews ’Min verden’ med Cecilie Frøkjær, for at lykkes med øget folkelighed i valgdækningen og for ”befriende få meningsmålinger”.

- Vi oplevede den bedste valgkamp i medierne i årtier – og det har jeg også sagt til DR. Der var risiko for, at Rasmus Paludan kunne tage dagsordenen, men det skete ikke, og I skal have ros for en sober, velafbalanceret og konkret politisk debat, lød det fra en af deltagerne i dialogmødet, mens en anden sagde det således:

- TV 2 og DR supplerede hinanden godt ved dette valg.

Seernes redaktør på TV 2, Lars Bennike. (Foto: Ebbe Rosendahl / TV 2)

Tiden med stoppeurs-tyranni er slut
Sidste oplægsholder på dialogmødet var seernes redaktør Lars Bennike, og han indledte med at fortælle, at der kun havde været relativt få klager i forbindelse med valgene til Folketinget og Europa-Parlamentet. I forbindelse med ’Topmødet’ på TV 2 kom der klager over slagside i debat og taletid til fordel for Mette Frederiksen.

- Jeg havde selv lidt samme opfattelse i første omgang, men jeg så efterfølgende udsendelsen igennem to gange, og jeg kan konkludere, at der ikke var noget at komme efter i forbindelse med de konkrete klagepunkter. Fordelingen af taletid var også nogenlunde lige fordelt: Primært fokus på Mette Frederiksen i cirka 34 minutter og på Lars Løkke Rasmussen i 36 minutter, sagde Lars Bennike på mødet.

I forbindelse med afslutningsdebatten ’Det sidste ord’ var der enkelte klager over fordelingen af taletid, og også her gennemgik Lars Bennike programmet minutiøst.

- Venstre og Socialdemokratiet havde begge 11 procent af taletiden. De øvrige partier havde hver mellem fire og syv procent af taletiden, mens vært og videopræsentation stod for 17 procent af sendetiden. Den fordeling finder jeg helt OK ud fra de journalistiske kriterier, som skal anvendes. Og vi er færdige med den tid, hvor der var stoppeurs-tyranni i valgprogrammerne, sagde Lars Bennike.

I forbindelse med dokumentaren ’Guds bedste børn’ klagede en af programseriens hovedpersoner Torben Søndergaard til Pressenævnet, hvor han fik medhold i, at hans medvirkende-kontrakt ikke havde været fyldestgørende.

- Der tegner sig desværre et mønster, når TV 2 siden 2017 har fået kritik i tre sager om kontrakter med medvirkende. Efter min opfattelse er der behov for at gennemgå praksis, så man ikke bringer sig i den situation igen – men samtidig heller ikke blokerer for at lave kritiske og perspektiverende udsendelser, hvor man for eksempel ser på forholdene i en hel branche, sagde Lars Bennike på mødet.

Traditionen tro giver også det populære underholdningsprogram ’Vild med dans’ anledning til seerreaktioner. I 2019 var der enkelte klager over, at TV 2 havde sat et rent mandepar sammen i form af skuespiller Jakob Fauerby og danser Silas Holst. Et redaktionelt valg fra TV 2s side, som Lars Bennike dog ”ikke finder anledning til at kritisere”, som han skrev til klagerne, eftersom TV 2 ”skal afspejle den mangfoldighed af kultur, livsopfattelse og levevilkår, der er i Danmark”.

Der var også henvendelser om ’Vild med dans’-deltageren Umut Sakarya – både kritik af, at han igen og igen kunne gå videre i programmet og siden af, at Sakarya følte sig nødsaget til afsked med programmet på grund af kritik på sociale medier. 

 

 

Billede {0} af {1}