Fokus på brugerrejsen fra tv2.dk til TV 2 PLAY

Anders Blauenfeldt har været digital direktør på TV 2 siden begyndelsen af 2016. (Foto: TV 2)

Anders Blauenfeldt har været digital direktør på TV 2 siden begyndelsen af 2016. (Foto: TV 2)

06. juli 2017;
Af: TV 2 Kommunikation

TV 2 fortsatte den digitale vækst i andet kvartal og vil fremover fokusere yderligere på den digitale brugeroplevelse på tværs af de frit tilgængelige, reklamefinansierede tilbud og de abonnementsbaserede tilbud.

Ifølge Dansk Online Index havde TV 2 i andet kvartal 2017 omkring 900.000 daglige brugere på tværs af tv2.dk og TV 2s apps, ekskl. TV 2 PLAY. Samtidig blev der i første halvår registreret dobbelt så mange million-dage på TV 2s frit tilgængelige digitale platforme som i hele 2016. Lægges hertil den daglige brug af TV 2 PLAY, rammer TV 2 hver eneste dag langt over 1 million danskere digitalt. 

I andet kvartal satte TV 2 fornyet fokus på brugerrejsen på tværs af tv2.dk, TV 2s apps og TV 2 PLAY. Retningen, der både har et teknisk, indholdsmæssigt og et kommercielt sigte, skal med udgangspunkt i brugeren skabe en mere sammenhængende brugeroplevelse på tværs af alle TV 2s digitale platforme.

- Det handler om at give brugerne en lidt mere ensartet oplevelse på tværs af vores platforme, og om at vi med fordel kan udnytte vore digitale platforme mere på tværs. Vi vil gerne fremover i endnu højere grad tage udgangspunkt i en brugerrejse fra de helt anonyme brugere til de indloggede brugere og over til brugere med et aktivt abonnement, siger TV 2s digitale direktør, Anders Blauenfeldt og fortsætter:

- Et sådant fokus kan få indflydelse på mange områder. Vi har tidligere haft en relativ adskilt brugeroplevelse mellem vores frit tilgængelige, reklamefinansierede tilbud og vores abonnementsbaserede PLAY-tjeneste. I takt med at PLAY bliver mere udbredt, er tiden nu inde til at integrere de digitale brugeroplevelser mere - eksempelvis ved at give adgang til et større video-nyhedsområde direkte i vores meget udbredte Nyhedsapp. Første skridt på brugerrejsen bliver at få flere danskere til at oprette et login på tv2.dk og i vores apps. 

Et konkret eksempel på denne brugerrejse kan ses i forbindelse med sommerens Tour de France. I år giver TV 2 ligesom sidste år gratis adgang til lydsporet til Tour de France via TV 2s sportsapp. Men denne gang kræves et login, og så vil brugeren ligeledes blive guidet mere i retning af TV 2 PLAY. 

Flow-tv i fremgang på TV 2 PLAY
TV 2 PLAY fortsatte sin vækst i første halvår, og forbruget vokser særligt på de store skærme bl.a. drevet af Apple TV og Chromecast, men også de integrerede smart-tv apps oplever et stigende forbrug. Samtidig ses en tendens til, at flow-tv-seningen udgør en fortsat større andel på TV 2 PLAY. Videoforbruget hos kunder med adgang til både on-demand og live-tv har lige nu en fordeling med over halvdelen på live-tv (også kaldet flow-tv). 

I andet kvartal introducerede TV 2 PLAY et nyt format, hvor comedy-indhold fra on-demand-arkivet tilbydes i en play-liste på en af de ekstra flow-kanaler på TV 2 PLAY.

- Vi har testet, om det kan øge forbruget af indhold, man allerede har adgang til, og det er faktisk imponerende hvor meget sening, det har skabt. Det bekræfter os i, at brugerne også sætter pris på et ’lean-back’-tilbud, hvor de nemmere kan ”zappe” ind i indhold. Vi tester derfor også andre genrer på vores play-lister – i sommerperioden tilbyder vi fx en film-playliste, siger Anders Blauenfeldt.

2 mia. push-beskeder
Det blev også i andet kvartal, at TV 2 rundede 2 milliarder push-beskeder sendt ud via TV 2s nyhedsapp i en periode på 12 måneder. Det er resultatet af en ny push-strategi, hvor brugerne kan abonnere på push-meddelelser inden for deres interesseområder, og push-beskederne er samtidig en væsentlig bidragsyder til trafikken på TV 2s apps.

På TV 2s SoMe-platforme rundede TV 2 Nyhederne som det første danske medie 500.000 følgere i andet kvartal, og TV 2s store Facebook-sider bidrager ligeledes signifikant til trafikken på tv2.dk.

- Vi er jo for længst forbi den tid hvor digital trafik kom fra, at folk havde tv2.dk som bogmærke i deres internet-browser. En stor del af trafikken kommer nu fra helt andre kilder, og her er Facebook fortsat voksende. Vi er ret bevidste om de forskellige både publicistiske og kommercielle dilemmaer, der ligger i at samarbejde med disse platforme, men via en meget målrettet indsats oplever vi en positiv effekt både i form af generel reach og ikke mindst i trafik til egne platforme, siger Anders Blauenfeldt.      

Læs også:
TV 2 Vejret: Få vejrudsigten præcis hvor du er

Billede {0} af {1}