Danmarks sejeste folkeskolelærer er tilbage

04. september 2013;
Af: TV 2 Kommunikation

Ny sæson af ”Rita” fra 11. september – læs om dramaserien og om seriens nye og kendte karakterer her.

Mille Dinesen som i Rita i anden sæson af TV 2s dramaserie af samme navn. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

Skolelæreren Rita tog både lærere, elever og andre seere med storm, da hun i foråret 2012 for første gang trådte frem på TV 2 i rollen som Danmarks sejeste folkeskolelærer, der kæmpede med næb og kløer for sine elever og gik frygtløst ind i konflikter med bureaukratiske og lidt for velmenende kolleger.

Fra onsdag 11. september er ”Rita” tilbage på TV 2 med en ny sæson, som forleden blev præsenteret på et pressemøde af bl.a. TV 2s kanalchef, Lotte Lindegaard.

- Med ”Rita” får seerne en af de stærkeste dramaserier, Danmark kan byde på, og timingen kan ikke være bedre. Debatten om skolen og den måde, vi indretter den på, fylder mere, end den har gjort de seneste mange år, sagde Lotte Lindegaard på pressemødet og fortsatte:

TV 2s kanalchef, Lotte Lindegaard. (Foto: Søren Jonesen)

- Jeg er selv vild med Rita, og jeg kan godt forstå, at seerne også er det - fordi hun siger og gør det, vi andre kun tør tænke. Hun er uforudsigelig og hudløst ærlig. Hun kæmper for børnene og blæser på paragrafferne. Måske var det netop derfor, danskerne tog så godt imod Rita, og måske er hun bare i bund og grund en fandens (god) lærer, som vi skriver i seriens tagline.

Også internationalt blev der taget flot imod ”Rita”. Mille Dinesen vandt således prisen Den Gyldne Nymfe ved tv-festivalen i Monte Carlo i 2012, mens seriens hovedforfatter Christian Torpe var konsulent i Hollywood, da Fox TV Studios producerede et pilotafsnit til et amerikansk remake af “Rita”.

En forandret Rita
I den nye sæson af ”Rita” kommer seerne til at opleve en Rita, der har lært af sin fortid, og som bestræber sig på at optræde mere voksent og ’normalt’. Det får dog også dramatiske konsekvenser for Rita og andre, da hun lægger bevidste bånd på sin natur og sætter sig selv i situationer, hvor hun kan blive såret af et andet menneske.

Seriens konceptuerende instruktør, Lars Kaalund. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

- Første sæson handlede om Ritas forhold til sine børn og sin barndom. Rita var den rapkæftede skolelærer, der i virkeligheden selv var lidt af et barn, og derfor havde svært ved at være en god forælder for sine egne børn, forklarer den ene af seriens primære skabere, hovedforfatter Christian Torpe, som i sæson to har fået mulighed for at lære en både skarp og menneskelig Rita bedre at kende og se hende udvikle sig.

- Anden sæson handler om Ritas forhold til voksenlivet. Her griber hun en sidste chance for at prøve, om hun kan blive normal – eller hvad hun tror, det normale er. Men summen af laster er som bekendt konstant, og efterhånden som hun bliver ‘normal’, bliver hun også mere fucked up end nogensinde før. De to ting har det nemlig med at gå hånd i hånd, siger Christian Torpe.

Bag kameraet står igen Lars Kaalund, der også var konceptuerende instruktør på den første omgang “Rita”. Ud over Lars Kaalund i instruktørstolen har Kathrine Windfeld instrueret tre afsnit.

- I sæson to har det interessante været at gå et spadestik dybere ned i alle karaktererne og naturligvis først og fremmest i Rita. Det har været vigtigt for mig at bevare humoren, som på ingen måde står i vejen for at skildre mennesker, også når det gør ondt. Den er bare en tro følgesvend og med til at sandsynliggøre et rigtigt levet liv, siger Lars Kaalund og fortsætter:

- Ritas sårbarhed bliver eksponeret, da hun måske for første gang i sit voksne liv åbner sig for muligheden for et andet liv. Og det kan som bekendt gøre ondt.

”Rita” er produceret af SF FILM PRODUCTION for TV 2|DANMARK. Serien er udviklet med støtte fra DFI, Public Service Puljen.

Rasmus Bjørnlund som Carsten og Mille Dinesen som Rita. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Tæt på seriens karakterer:
Rita - spillet af Mille Dinesen
Rita er seriens altoverskyggende hovedperson. I løbet af seriens første sæson måtte Rita erkende, at hun dybest set selv var et barn. Måske var det derfor, hun var så god med andre børn, men ude af stand til at være en rigtig forælder for sine egne?

I sæson to kæmper Rita for at blive mere voksen og lægger bånd på sig selv for at indgå de nødvendige kompromiser, da hun helt officielt bliver kæreste med Rasmus, der er skoleleder på Ritas skole. Men fortiden er ikke sådan lige til at slippe, da Rita er gravid med sin ungdomskæreste – og det er altså ikke Rasmus!

De urolige kræfter i Rita skal have udløb, og det får de ikke mindst på jobbet, hvor konflikterne står i kø på en skole, som er blevet lagt sammen med en anden. Her er der både nye elever og nye modstandere.

Mille Dinesen er uddannet ved Statens Teaterskole. Hun fik sin første store rolle som Nynne, men er for alvor blevet et kendt ansigt i de danske hjem i rollen som den politisk ukorrekte og skarpe Rita. Hun vandt i 2012 Palmarès de Nymphes d’Or (Den Gyldne Nymfe) som bedste kvindelige skuespiller i en tv-serie (drama) for rollen som Rita ved tv-festivalen i Monte Carlo.

Carsten Bjørnlund som Rasmus og Alexandre Willaume som Jonas i dramaserien "Rita". (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Rasmus – spillet af Carsten Bjørnlund
Rasmus er Ritas skoleleder og kan i denne sæson omsider også officielt kalde sig Ritas kæreste, selv om den status ikke nødvendigvis gør deres forhold mere fredfyldt.

Efter en sammenlægning med en anden skole må han også på jobbet kæmpe for at bevare sin autoritet - og så hjælper det selvfølgelig ikke, at Rita stadig har sin helt egen måde at være lærer, kollega og medarbejder på.

Carsten Bjørnlund har i de seneste år spillet med i en lang række film og tv-serier og har også høstet store roser på Det Kongelige Teater. Han slog igennem i TV 2-serien “Forsvar” og har siden spillet med i bl.a. “Anna Pihl”, “Forbrydelsen II” og “Den som dræber”. Tidligere i 2013 så vi ham også i spillefilmen “Skytten”.

Jonas – spillet af Alexandre Willaume
Jonas var skoleleder på den skole, som nu er slået sammen med Ritas skole. Han er en dygtig og ambitiøs lærer, der måske minder mere om Rita, end hun helt vil erkende. Han er også klasselærer for Ritas yngste søn, Jeppe, og stiller store krav til ham samtidig med, at han flirter med Rita.

Alexandre Willaume er ny på rollelisten i “Rita”. Han er uddannet fra Statens Teaterskole og har optrådt i store danske serier som “Forbrydelsen II”, “Den som dræber” og “Ludvig & Julemanden”.

Tommy Kenter som Erik, Lise Baastrup som Hjørdis og (i baggrunden) Mille Dinesen som Rita og Carsten Bjørnlund som Rasmus i serien "Rita". (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Erik – spillet af Tommy Kenter
Erik er den godmodige og ældre engelsklærer, som med sin empati og forståelse giver eleverne stor plads, både når det gælder sprog og opførsel. Men han mister grebet om sin klasse og forældrene til eleverne og får skolens mørke sider at føle på egen krop.

Tommy Kenter er ny på rollelisten i “Rita”. Han har et utal af store roller på sit cv fra både teater, revy, film og tv. Senest så vi ham i Bille Augusts spillefilm “Marie Krøyer”, mens han i 2011 blev nummer tre i “Vild med dans” på TV 2.

Hjørdis – spillet af Lise Baastrup
Hjørdis er en af de unge lærere på skolen og meget knyttet til Rita. Hun underviser nu i udskolingen, men har stadig et tæt forhold til både yngre og ældre elever, som kæmper med ensomhed, mobning og seksualitet. Den lidt naive Hjørdis får denne gang mulighed for at vise, at der er en vilje af stål inde bag det bløde ydre.

Lise Baastrup slog igennem på tv-skærmen med rollen om Hjørdis i første sæson af “Rita”. Hun er fast tilknyttet Aalborg Teater og fik sidste år talentprisen Believe in You ved den årlige Lauritzen-prisuddeling.

Helle – spillet af Ellen Hillingsø
Helle er skolens kontaktlærer. Hun er lige blevet skilt og prøver at knytte nye forbindelser til både Rita og Rasmus. Selv kurser i coaching og kommunikation kan dog komme til kort i mødet med Rita, men til gengæld ser Helle pludselig helt nye muligheder i Rasmus.

Ellen Hillingsø har spillet teater og medvirket i et utal af film og tv-serier, siden hun i 1996 slog igennem med Ole Bornedal-serien “Charlot og Charlotte”. Senere har hun haft store roller i tv-serier som “Broen” og “Livvagterne”.

Lasse Fogelstrøm som Mads og Mille Dinesen som Rita. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Flemming – spillet af Kristian Halken
Flemming er den forbitrede lærer fra 68-generationen, som har gjort bureaukrati og overenskomst til sin religion. Rita kan kun trække på skuldrene ad ham – indtil hans facon går voldsomt ud over en af Ritas elever, som i forvejen slås med problemer derhjemme.

Kristian Halken er ny på rollelisten i “Rita”. Han er uddannet fra Statens Teaterskole og har senest bl.a. spillet i spillefilmene “Oldboys”og “Dirch” og været en af de bærende kræfter i “Borgen” tidligere på året.

Mads – spillet af Lasse Fogelstrøm
Mads er den mest usynlige dreng i Ritas klasse, men hun kæmper med at få ham ud af hans skal. Det viser sig dog hurtigt, at hans fravær og mangel på tillid bunder i problemer i hjemmet, hvor hans mor har det svært med både sin rolle som mor og sin psykiske sygdom.

Lasse Fogelstrøm er ny på rollelisten i “Rita”. Han høstede store roser for sin debut i Thomas Vinterbergs drama “Jagten”, hvor han spillede rollen som Mads Mikkelsens søn.

Gitte – spillet af Laura Bach
Gitte er Ritas søster, som dukker uventet op i venteværelset hos lægen, da Rita venter på at få undersøgt, om hun er gravid. Ligesom sin søster holder Gitte sig ikke tilbage, men det passer pludselig Rita dårligt.

Laura Bach er ny på rollelisten i “Rita”. Vi kender hende bedst som hovedpersonen i TV 2-serien “Den som dræber”, men hun har også spillet i serier som “Ørnen” og “Taxa”.

Nikolaj Groth som Jeppe, Mille Dinesen som Rita, Morten Vang Simonsen som Ricco og Sara Hjort som Molly. (Foto: Per Arnesen / TV 2)

Ricco og Bitten – spillet af Morten Vang Simonsen
og Lykke Sand Michelsen

Ricco er Ritas ældste søn og gift med Bitten, som i starten af sæson to er højgravid med Ritas første barnebarn.

Morten Vang Simonsen (Ricco) fik sin hidtil største rolle som Ricco i første sæson af “Rita”.

Lykke Sand Michelsen (Bitten) har tidligere haft gennemgående roller i både “Rejseholdet” og “Krøniken”.

Jeppe – spillet af Nikolaj Groth
Jeppe er Ritas yngste søn og den eneste, der stadig går på hendes skole. Han er kæreste med David, men deres kærlighed bliver problematisk, da det viser sig, at David endnu ikke har fortalt sine forældre om sin seksualitet.

Men Jeppe får også andre udfordringer, da Rasmus flytter ind i huset og leger familie med Rita. Og
det gør ikke situationen mindre kompliceret, at Rasmus også er Jeppes skoleleder.

Nikolaj Groth slog igennem med rollen som Jeppe i første sæson af “Rita”, men har tidligere også spillet i DR-serien “Mille”. Han er i den nye sæson en af seriens bærende kræfter.

Molly – spillet af Sara Hjort
Molly er Ritas datter, som nu endegyldigt er flyttet hjemmefra og har fået sit eget liv.

Sara Hjort har bl.a. flere gange spillet i Per Flys film og serier, og senest spillefilmen “Undskyld jeg forstyrrer”, som hun vandt en Bodil for.

Niels – spillet af Peter Gantzler
Niels er Ritas eksmand og far til hendes børn. Han bor i London og ser sjældent sine børn, men efter et forlist forhold beslutter han sig for at flytte tilbage til Danmark for at være tættere på børnene, og nu må Jeppe træffe et svært valg.

Peter Gantzler slog for alvor igennem i rollen som Mike i “Taxa” og har siden medvirket i en lang række danske film, bl.a. “Italiensk for begyndere” og “Min søsters børn” og har på tv haft bærende roller i “Nikolaj og Julie” og “Krøniken”.

Tom – spillet af Carsten Nørgaard
Tom er Bittens far og er gift med Jette – og så er han Ritas ungdomskærlighed. De to fandt sammen igen i første sæson og havde en affære, som stadig giver markante bølger her i den nye sæson – ikke mindst da det viser sig, at Rita er blevet gravid.

Carsten Nørgaard har flere store Hollywood-titler på sit cv og bor til daglig i Los Angeles. Han optrådte ved siden af Mads Mikkelsen i den store nyindspilning af “De tre musketerer”, men har også medvirket i store amerikanske tv-serier som “CSI” og “NCIS: Los Angeles”.

Jette – spillet af Lotte Andersen
Jette er gift med Tom og mor til Bitten. Men det er ikke så nemt at være mormor, når barnebarnets morfar og farmor tidligere har været kærester.

Lotte Andersen fik sit gennembrud i Ole Bornedals “Nattevagten” og har siden spillet et utal af roller i danske film og tv-serier.

----------------

Se trailer for ”Rita” her.

Følg også ”Rita” på www.facebook.com/rita.tv2 og på Instagram pg Twitter: #ritatv2.

Se første afsnit af "Rita" gratis her.

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}