Boxer halverer prisen på TV 2 i 2012

03. oktober 2011;
Af: TV 2 Kommunikation

Distributører sætter TV 2 "på tilbud": Som et introduktionstilbud giver Boxer seerne mulighed for at se TV 2 a la carte i 2012 til 199 kr.

Administrerende direktør Steen Ulf Jensen, Boxer TV A/S.

Når TV 2 bliver betalingskanal fra januar 2012, vil en række tv-distributører være på mærkerne for at komme i kontakt med nye kunder - og også sætte TV 2 "på tilbud" for at gøre opmærksom på sig selv.

Et af tilbuddene kommer fra Boxer, som i dag, mandag 3. oktober, lancerer et introduktionstilbud, hvor tv-seerne for 199 kroner alt inklusive – eller blot 16,50 kr. om måneden – kan se TV 2 i 2012 i ”løs vægt”, altså uden at skulle købe en pakke med flere kanaler.

- Vi vil gerne give et helt særligt tilbud til dem, som stadig ønsker at se TV 2 og ikke andre betalingskanaler via antenne, og det gør vi ved at tilbyde dem TV 2 til mindre end halvdelen af normalprisen på 427 kroner om året alt inklusive, siger adm. direktør, Steen Ulf Jensen, Boxer TV A/S, der understreger, at tilbuddet omfatter et begrænset antal abonnementer.

Boxer er p.t. den eneste tv‐udbyder, der tilbyder en løsning til alle danskere, som kun ønsker at se TV 2 og ikke vil betale for andre betalingskanaler.

En mio. tv-apparater kan ikke se TV 2 fra 11. januar 2012
600.000 husstande og mere end en million tv‐apparater modtager signal via antenne og vil blive berørt af TV 2s overgang til betalingskanal. Mange husstande benytter en tv‐leverandør til deres primære tv, men modtager tv‐signaler på et andet fjernsyn i f.eks. soveværelse eller børneværelse via antenne.

Når TV 2‐signalet fra januar kodes, skal nogle danskere have nyt modtagerudstyr for stadig at kunne se TV 2. Boxer har besluttet at give 150 kr. i rabat på Boxer-godkendt modtagerudstyr, hvis man køber et TV 2‐abonnement hos Boxer.

En tv-pakke med fem - eller ni - betalingskanaler
Modtager man tv via antenne, og ønsker man lidt flere kanaler end TV 2, er der også tilbud hos Boxer.

Boxer tilbyder bl.a. en pakke med ni betalingskanaler samt de licensfinansierede kanaler for 99 kroner pr. måned - eller en pakke med fem betalingskanaler for 49 kroner pr. måned.

I begge tilfælde får man hardwaren med i købet uden beregning – en digital modtagerboks eller et Boxer TV‐modul til fladskærmen.

----------


Læs flere nyheder om TV 2s abonnementsbetaling her.

 

 

Læs flere nyheder

Billede {0} af {1}