Bliver 2019 Jakob Fuglsangs store år i Tour de France?

Jakob Fuglsangs samlede sejr i etapeløbet Critérium du Dauphiné har gjort den danske rytter til en af favoritterne i årets Tour de France. (Foto: Anne-Christine Poujoulat / AFP / Ritzau Scanpix / TV 2)

I 2019 byder Tour de France på knap 3.500 kilometer cykelløb og på masser af bjerge. I år er danske Jakob Fuglsang blandt favoritterne, siger den tidligere Tour-rytter Chris Anker Sørensen.

Tourmalet og Galibier. En rytter i gult. Vilde nedkørsler. Heftige strabadser og kindkys på sejrsskamlen.

Endelig sker det, alle cykelfans har ventet spændt på: Verdens største etapeløb, Tour de France, bliver skudt i gang. Forude venter der rytterne en 3480,6 kilometer lang rejse gennem Belgien og Frankrig. Det traditionsrige etapeløb bliver kørt for 106. gang og begynder lørdag 6. juli i Bruxelles og slutter søndag 28. juli med champagnekørsel på Champs-Élysées i Paris.

Mens andre nyder sol, strand og rosévin på terrassen, knokler TV 2 med Touren. Den store cykelbegivenhed bliver dækket massivt på TV 2, TV 2 PLAY, TV2.DK og på TV 2s platforme på de sociale medier.

TV 2 stiller til Tour de France med et stærkt team: Dennis Ritter, Rolf Sørensen, Chris Anker Sørensen, Brian Nygaard og Rasmus Staghøj kommenterer etaperne undervejs, mens Thomas Kristensen er vært i studiet i Odense, hvor han får besøg af forskellige eksperter og cykelfolk.

Et hårdt og åbent Tour de France i 2019
Årets Tour de France byder på 21 dage i sadlen - og to hviledage. Den tidligere Tour de France-rytter og nuværende TV 2-ekspert Chris Anker Sørensen glæder sig ekstra meget til løbet, forbi der er flere forskellige ryttere, som kan vinde i år - og fordi løbet er i en mere bjergtung version end længe set.

- Vi skal forvente os et mere åbent Tour de France end i mange år, fordi der er så mange af favoritterne, som ikke er med. Men stadigvæk er der et vanvittigt godt felt. Samtidig er det en fed rute, som virkelig har fokus på bjergene, så det er ikke en enkeltstart eller brosten eller alt muligt andet, der afgør det. Det er bjergene, hvor der er tre vanvittige dage i Alperne til at slutte af med. Inden da er der masser af fantastiske bjergetaper og en masse medium-etaper, der ligger godt til udbrud, siger Chris Anker Sørensen og fortsætter:

- Det bliver en rigtigt spændende Tour, hvor der er skruet ned på enkeltstartskilometerne og sprinteretaperne. Til gengæld er der skruet op for bjerge og stigninger af alle mulige kalibre. Det gør løbet hårdere, end jeg synes, det har været mange andre år.

Jakob Fuglsang. (Foto: Benoit Tessier / Ritzau Scanpix / TV 2)

Jakob Fuglsang blandt favoritterne
I år er der store forhåbninger til, at Jakob Fuglsang klarer sig godt i Tour de France og måske kan komme på podiet i det store franske cykelløb. Han har kørt rigtigt godt i denne sæson og vandt blandt andet optaktsløbet Critérium du Dauphiné. Om Jakob Fuglsangs chancer siger Chris Anker Sørensen:

- Ja, jeg vil sige, at Jakob Fuglsang er blandt favoritterne. Han har lige vundet Critérium du Dauphiné, og samtidig er de to allerstørste favoritter Chris Froome og Tom Dumoulin væk. Så Jakob er med i det her brede favoritfelt. Det taler selvfølgelig lidt imod favoritrollen, at han aldrig har kørt på podiet i Tour de France eller et andet Grand Tour-løb. Men det, der taler for, er, at han har været stærkere i år end nogensinde, siger Chris Anker Sørensen og fortsætter:

- Udover Jakob Fuglsang er der Geraint Thomas, som vandt sidste år. Han er stadigvæk med, men måske i en svækket udgave. Desuden Egan Bernal, som lige har vundet Schweiz Rundt, franskmanden Romain Bardet og mange flere. Der er mange, der kan vinde i år.

Rekordmange danske ryttere til start
I alt er ni dansk ryttere udtaget til Tour de France, og det er ny rekord.  I 1989 og 1991 var der otte danskere med i løbet. De danske ryttere får hver deres rolle at spille i løbet.

- Først og fremmest er der Jakob Fuglsang og så selvfølgelig Magnus Cort, der skal være en trofast hjælper for Jakob. Desuden er der Deceuninck-Quick-Steps Kasper Asgreen og den nykårede danske mester Michael Mørkøv, der skal hjælpe Elia Viviani, holdets sprinter, frem til etapesejre. Søren Kragh Andersen, Team Sunweb, og Michael Valgren, Dimension Data, er også med – to ryttere, som begge har mulighed for at vinde en etape, siger Chris Anker Sørensen.

Rytterne Christopher Juul-Jensen (Mitchelton-Scott), Mads Würtz Schmidt (Katusha) og senest Lars Bak (Dimension Data) er også bekræftet til start i Tour de France 2019.

Tour de France. (Foto: Phillipe Lopez / Ritzau Scanpix / TV 2)

Bruxelles og Tourmalet
Årets Tour de France starter i Belgien. Løbet er ofte startet uden for Frankrig, men at det netop er Belgien, er noget helt specielt, mener Chris Anker Sørensen:

- Belgien er bare cykelland nummer ét. I Belgien er cykling en nationalsport, så belgierne kommer til at gå så meget amok, når Touren starter i Bruxelles. Det bliver en folkefest uden lige, og jeg glæder mig selv til at opleve det. Tour de France er altid stort - men i Belgien tror jeg, det lige bliver en tand større, siger Chris Anker Sørensen.

Efter de første to etaper i Belgien går ruten ind i Frankrig, og den byder i år på specielle udfordringer, ikke mindst det legendariske bjerg Tourmalet, hvis stigninger har knækket masser af ryttere i tidligere år.

- I år er der en etape, der slutter på toppen af Tourmalet. Det er vist tredje gang i historien, det sker, og jeg var selv med, sidst det skete. Tourmalet er, sammen med Galibier, som også skal køres i år, og Alpe d'Huez, som ikke skal køres i år, et af de store Tour de France-bjerge, som alle kender. Det bliver en stor og spektakulær etape, når der er afslutning op ad den, siger Chris Anker Sørensen og fortsætter:

- Det er selvfølgelig altid vigtigt at vinde en Tour de France-etape, men hvis du kan sige, at du har vundet på Tourmalet, skriver du dig ind i en helt speciel kategori i Tour de France-historien.

Tour de France 2019 kan også følges på TV 2 PLAY.

Tour de France på TV 2 PLAY
Der bliver altså gode muligheder for masser af dramatik og uforglemmelig cykelsport under det franske Tour de France i år. Og udover man kan følge løbet på TV 2, udgør TV 2 PLAY en rigtig god mulighed for de cykelsports og Tour-interesserede.

På TV 2 PLAY kan man se alle etaper live uden afbrydelser, og man kan se dem på TV 2 PLAY, uanset hvor man befinder sig i EU på ferie. Desuden kan man hver dag se 10 minutters sammendrag med højdepunkterne fra dagens etape. Endelig er der også en række Tour- og cykelsport-relaterede programmer, som man kun kan se på TV 2 PLAY, blandt andre 'Rolf & Ritter på Tour'.

Følg med i sommerens store sportsbegivenhed Tour de France på TV 2, TV 2 PLAY, TV2.DK og på TV 2s platforme på de sociale medier fra lørdag 6. juli.