
Fra det sidste afsnit af sæson 2 af 'Badehotellet': Fra venstre fabrikant Frigh (Bjarne Henriksen), kontorchef Aurland (Peter Hesse Overgaard), grosserer Madsen (Lars Ranthe) og grev Ditmar (Mads Wille) på jagt. (Foto: Mike Kollöffel / TV 2)
Mens de fleste anmeldere har været lunkne over for den nu afsluttede sæson 2 af ’Badehotellet’, har seerne været topbegejstrede.
De allerhøjeste vurderinger til dansk fiktion er ikke længere en bane for DR1 alene. TV 2-sæsoner af ’Dicte’ og ’Badehotellet’ blander sig nu med de bedst vurderede fiktionsserier fra DR som ’Krøniken’, ’Forbrydelsen’, ’Broen’, ’Borgen’ og ’Rejseholdet’.
Faktisk er den seneste sæson af TV 2-serien ’Badehotellet, der sluttede mandag 2. marts, nu den næsthøjest vurderede sæson af en ny dramaserie nogensinde – kun overgået af første sæson af ’Krøniken’ i 2004.
Begge sæsoner har vurderingen 4,5 på en skala fra 1 til 5 – men hvis man studerer vurderingen med to decimaler, er ’Krøniken 1’ en lille smule højere vurderet end ’Badehotellet 2’. Opgørelsen af vurderede serier omfatter alene førstegangsvisninger.
- Vi laver fiktion for danskerne, og det er så dejligt, at vi med ’Badehotellet’ virkelig giver danskerne en god oplevelse, og at danskerne påskønner det. Seriens forfattere Stig Thorsboe og Hanna Lundblad har en særlig evne til at ramme en folkelighed og på samme tid fortælle en relevant historie - i ’Badehotellet’s tilfælde et tidsbillede af vores fælles historie anno 1930, siger TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang.
Thorsboe og Lundblad bag både ’Krøniken’ og ’Badehotellet’
Kun få yderligere fiktionssæsoner har haft den gennemsnitlige vurdering på 4,5 – opgjort med én decimal. Foruden ’Badehotellet 2’ og ’Krøniken 1’, er der tale om anden og tredje sæson af ’Krøniken’ samt tredje og sidste sæson af ’Forbrydelsen’.
- Det er bemærkelsesværdigt, at de allerbedst vurderede serier i Danmark, nemlig ’Krøniken’ og ’Badehotellet’, kommer fra Stig Thorsboe og Hanna Lundblads forfatter-hænder, siger Katrine Vogelsang.
Sæson 2 af ’Badehotellet’ sluttede mandag 2. marts med sæsonens højeste seertal på 1.425.000, og mandag 9. marts kl. 20.00 sender TV 2 programmet ’Badehotellet – et kig bag kulissen’, som fortæller, hvordan serien er blevet skabt. Vi løfter sløret for de omfattende visuelle effekter, er med på optagelse på settet, møder kostumedesigneren, der har genskabt 20’ernes klædestil, og vi hører forfatternes tanker bag serien. Og så afslører vi, hvor hotellet rent faktisk ligger.
TV 2 bekræftede i denne uge, at der kommer en tredje sæson af ’Badehotellet’ – læs mere her.
Både 'Badehotellet' og programmet 'Badehotellet - et kig bag kulissen' kan ses på TV 2 PLAY.