Der er trængsel i receptionen, når stamgæster og nye gæster rykker ind på badehotellet – ny sæson på TV 2 fra mandag 23. januar.
Så er det endelig blevet sommer, og mandag 23. januar klokken 20.00 slår Fie (Rosalinde Mynster) og resten af personalet dørene op til den populære tv-series fjerde sæson på TV 2.
Og der er trængsel i receptionen, når såvel stamgæster som nye gæster rykker ind.
Skuespiller Edward Weyse (Jens Jacob Tychsen) rider på en bølge af succes i filmens verden efter at være blevet bortvist fra teatret, og for at være i fred har han bildt pressen ind, at han ferierer ved Gardasøen.
Men det kommer han til at fortryde bitterligt, da hans dødsfjende fra teatret, Sophus Poulsen, flytter ind. Ovenikøbet ledsaget af Weyses ekskone.
Se trailer her.
Preben Kristensen og Louise Fribo
Det var kongelig skuespiller Sophus Poulsen, der fik Weyse fyret fra teatret. Poulsen sendte et anonymt brev til ledelsen, hvor han fortalte om Weyses utilbørlige omgang med de unge damer på elevskolen. Og forholdet mellem de to bliver ikke varmere, da Poulsen flytter ind på hotellet og i øvrigt hurtigt viser sig at være Weyses overmand i disciplinen at påkalde sig al opmærksomhed.
Poulsens kone Bette, også kongelig skuespiller, har tidligere været gift med Weyse, hans første hustru af tre. Siden har Bette gjort alt for at glemme ægteskabet og de sårede følelser, og hun ankommer til badehotellet med sin nye mand i den tro, at Weyse ferierer ved Gardasøen. Så gensynsglæden er til at overse, og Weyse skal ikke få lov til at tage humøret fra hende. Bette har en ren og klar sangstemme, som hun gerne giver prøver på.
Sophus Poulsen spilles af Preben Kristensen, mens hans kone Bette spilles af Louise Fribo.
Læs mere om 'Badehotellet' sæson 4 her
Fie har overtaget den daglige ledelse af hotellet
Kalenderen siger 1931, og aviserne er fyldt til randen med fallitter og verdenskrise, men det afholder ikke de københavnske stamgæster fra at være tilbage på det lille hotel, hvor Fie (Rosalinde Mynster) har overtaget den daglige ledelse.
Stuepigen Edith (Ulla Vejby) er dog sikker på, at det er noget helt andet, Fie drømmer om, så hun allierer sig med den spirituelle frøken Vetterstrøm (Sonja Oppenhagen) og hendes tarotkort for at finde ud af det.
Nomineret til Tvprisen
TV 2-serien 'Badehotellet', der er Danmarks højest vurderede dramaserie i de seneste mange år og samtidig en af de allermest sete tv-serier i de seneste fem år, er blandt de nominerede serier til Tvprisen 2017. I kategorien bedste tv-serie står TV 2 bag fem af de seks nominerede serier.
Prisen uddeles lørdag 28. januar, Tvprisen og er det eneste awardshow i Danmark, hvor det er tv-branchen selv, som kårer årets bedste værter, programmer og initiativer.
To gange har 'Badehotellet' i øvrigt vundet som årets tv-program i Billed-Bladets uddeling af tv-priser.
Tredje sæson, som blev vist i begyndelsen af 2016, sluttede med et rekordhøjt seergennemsnit på knap 1,6 millioner og blev dermed den mest sete sæson af en fiktionsserie på TV 2 siden første sæson af 'Strisser på Samsø' i 1997.
'Badehotellet' er skrevet af Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, og Fabian Wullenweber har instrueret. Serien er produceret af SF Film Studios i co-produktion med Nitrat Film og Thorsboe & Lundblad i samarbejde med TV4 Sverige og TV 2 Norge.
Sæsonpremieren på 'Badehotellet' kan allerede nu ses på TV 2 PLAY.