145 millioner kroner til at knække cancer

Knæk Cancer-ugen sluttede med en samlet indsamling på mere end 145 millioner kroner til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, patientstøtte og forebyggelse. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

Knæk Cancer-ugen sluttede med en samlet indsamling på mere end 145 millioner kroner til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, patientstøtte og forebyggelse. (Fotos: Per Arnesen / TV 2)

24. oktober 2015;
Af: TV 2 Kommunikation

Knæk Cancer er en folkesag. Det har danskerne endnu engang slået fast. Befolkningen ønsker i dén grad at bakke op om at hjælpe kræftpatienter og pårørende - og om at bekæmpe kræft. Allerede mandag morgen kommer Knæk Cancer-pengene i arbejde inden for forskning, forebyggelse og patientstøtte.

Der har været holdt lysceremonier, der er indsamlet flasker, der er bagt kager. Det er kun fantasien, der har sat grænser. Aldrig tidligere har så mange mennesker været involveret, og der er i dén grad blevet knoklet rundt om i landet for at stable Knæk Cancer-arrangementer på benene for at oplyse om kræftsagen og indsamle penge til kræftsagen.

I alt 145.486.640 kroner blev det til, da Knæk Cancer-ugen på TV 2 og rundt omkring i hele landet sluttede lørdag aften med showet ’Knæk Cancer Live’.

Det fantastiske engagement glæder Kræftens Bekæmpelses direktør, Leif Vestergaard Pedersen.

- Danskerne har vist en enorm velvilje. Det er ufatteligt mange penge, der er blevet samlet ind. Vi er dybt taknemmelige over den fantastiske opbakning, danskerne igen i år viser kræftsagen. Jeg tænker særligt på de mange kræftpatienter og pårørende, som slås med sygdommen. Knæk Cancer viser, at vi alle tænker og føler med dem. Knæk Cancer rammer helt tydeligt noget, som vedkommer os, uanset om man har eller har haft kræft tæt inde på livet eller ej, siger Leif Vestergaard Pedersen og tilføjer:

- Hver en krone tæller, for de er med til at sætte afgørende forskning i gang, der ikke ellers ville blive igangsat. Og stor tak til TV 2 for igen i år at have ydet en fantastisk indsats – både ved at have medvirket til at oplyse befolkningen om kræftsagen - og til det flotte indsamlingsresultat, der jo kulminerede med et meget nærværende, alvorligt og underholdende show lørdag aften.

En lang række kendte danskere tog imod opkald i ' Knæk Cancer Live's callcenter - her Brian Holm og Johanne Schmidt-Nielsen.

”Rørende og dejligt at opleve opbakningen”
Programdirektør hos TV 2, Anne Engdal Stig Christensen, er stolt over danskernes opbakning.

- Igen i år viser indsamlingsresultatet, at danskernes i dén grad ønsker at stå sammen i kampen mod kræft, der hvert år rammer tusindvis af familier og mennesker i alle aldre. Gennem de seneste uger har det været rørende og stærkt at se de mennesker, der kæmper mod sygdommen, og som alligevel har overskud til at dele deres historier om et liv med kræft med resten af Danmark. Og det er rørende og dejligt at opleve opbakningen fra alle dele af landet, siger Anne Engdal Stig Christensen.

- Formålet med indsamlingen er at rykke endnu et skridt tættere på at knække cancer og desuden forebygge kræft og støtte kræftpatienter og deres familier. Med dette års indsamling har hele Danmark leveret en fantastisk opbakning til det videre arbejde, og det er vi på TV 2 stolte over at være en del af.

Det går pengene til
De første forskere får mandag morgen grønt lys til at gå i gang med forskningsprojekter, der blandt andet handler om at finde ud af, om hjemmescreening for tarmkræft med kamerapille virker, og om en vaccine kan genaktivere immunforsvaret hos kræftpatienter med knoglemarvskræft, så immunforsvaret kan bekæmpe kræften. Et andet projekt er at gennemføre to landsdækkende spørgeskemaundersøgelser, der skal give os uddybende viden om danske kræftpatienters oplevelse af hele deres kræftforløb – både i forhold til deres egen sygdomssituation og sundhedsvæsenets indsats. Se alle projekter på detgårpengenetil.dk

Læs også om Knæk Cancer på knækcancer.tv2.dk.

Blandt de musikere, der medvirkede i 'Knæk Cancer live', var Rasmus Seebach, som fik opbakning fra et gospelkor.

Billede {0} af {1}